Funderingsmetoder (Foundation methods)

Ud fra en grov opdeling i fast og blød bund er anvendt enten linjefundamenter direkte anlagt på byggegrubens bund eller punktvis fundering.

Under alle forhold skal funderingens underside være under frostfri dybde, og det vil altid være tilfældet for linjefundamenter, hvor der er en kælderetage.

Linjefundamenter på fast bund er som oftest blot en bredere udgave af væggen oven over og udført af samme materiale – dvs. murværk (evt. murværk og natursten) eller beton.

Ved blødere bund er linjefundamenters bredde tidligere blot øget ved en underliggende trækonstruktion af tømmer lagt i en eller flere retninger og afsluttet med et plankedæk, hvorpå væggen er opført og aftrappet i bredde (slyngværksfundering).

Under bærende indervægge kan man undertiden træffe på såkaldte plankestræk - det er træ(planker) som er lagt i en eller flere rækker uden tværgående forbindelse og i murens længderetning. Udover at forstørre den bærende flade har plankerne også tjent som udjævning af grunden.

Ved dybere liggende bæredygtige lag er anvendt pælefundering – dvs. nedramning hertil af pæle af træ, senere af beton.

Over pælene er anbragt en trækonstruktion svarende til slyngværk. Der kan også forekomme tilfælde, hvor denne vandrette træflade er erstattet af en udstøbning med beton.

Brug af træ ved fundering fordrer konstant højere vandstand end placering af trækonstruktioner. Det er altid været kendt og iagttaget – men senere tiders grundvandssænkning har ofte medført skader.

Lærebogslitteraturen fra anden halvdel af 1800-tallet opregner flere funderingsmetoder end de her nævnte. Men det må antages, at brug af sådanne har været begrænset, hovedsagelig fordi de omkostninger der må have været forbundet med brug af dem, ikke har kunnet rummes inden for de økonomiske rammer, (etage)boligbyggeriet har været underlagt.

Opstigende fugt via fundamenter har man tidligt været opmærksom på, og især i forbindelse med indvendige vægge af bindingsværk eller vægge opmuret i lersten.

Problemet har været omfattet af lokalt afvigende lovgivning, som ofte også har inddraget kældervægge mere generelt.

Som fugtstandsende lag er anvendt skifer, glas, asfaltpap eller lignende.

Bindingsværksvægge er ellers kun undtagelsesvis ført til kælder, og her er indvendige (bærende) vægge udført som grundmur.

Note til illustrationen '1. Bygning fra 1880-erne' i Galleriet:

Det bemærkes, at der ikke findes andre mål på tegningen end dem, der overordnet angiver bygningens målforhold, men af tegningen udledes de normalt forekommende fundamentsstørrelser. I København havde der siden starten af 1870erne været ansat bygningsassistenter til opsyn og kontrol med byggeriet - herunder jordbundsforhold og fundamenters udførelse.