Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Søgeguide

KAPITELER

    København

    Før 1700-tallet var det småt med byggelovgivning, men det begyndte at ændre sig i København igennem det følgende århundrede.

    Efter de 2 store brande i 1728 og 1795 blev der udstedt skærpede bestemmelser om konstruktion og materialevalg i det efterfølgende erstatnings- og nybyggeri.

    Efter branden i 1795 tilkom også de første meget enkle krav til dimension af henholdsvis ydervægge (efter deres højde/antal af etager) og bjælker (efter deres spændvidde).

    Senere – efter bombardementet i 1807 – fremkom også mere detaljerede bestemmelser om materialer og udførelse. Det gælder f.eks. murværk, som herefter kun delvis kunne udføres af ”halve Steen og Brokker”, hvis mindst hvert tredje skifte blev lagt af hele sten og i ”ordentlig Forbind”.

    Byggeloven af 1856
    Med ”Bygningslov for Staden Kjøbenhavn og dens Forstæder” af 17. marts 1856, som trådte i kraft 1. maj samme år fik København sin første samlede og moderne lovgivning for byggeri.

    Loven blev til efter et langvarigt kommissionsarbejde efterfulgt af en grundig behandling i de nye lovgivende forsamlinger Folketing og Landsting. Alle tidligere bestemmelser havde været udstedt direkte eller indirekte af kongemagten frem til Grundloven af 1849, hvorefter lovgivningsarbejde var lagt i rammer stort set svarende til vore dages.

    Byggeloven af 1856 var banebrydende ved sine mange og klart formulerede bestemmelser om konstruktions- og materialemæssige forhold i det almindeligt forekommende (bolig)byggeri. Bestemmelserne blev da også af samtiden opfattet som unødvendigt omfattende, detaljerede og indgribende i bygherrers hidtidige rettigheder.

    Men det var bestemmelser, som var så præcist og forudseende beskrevet, at de stort set kunne være gældende for samme art af byggeri i mere end et århundrede – og ikke bare i København, som det fremgår efterfølgende.

    Også hvad angår bygningers indretning, var loven nyskabende. Der kom krav til mindste rumhøjde (4 alen svarende til vore dages krav på 2,5 meter) og krav om adgang til 2 trapper fra alle etageboliger. At det så ikke var præcist nok formuleret, og medførte en del meget små lejligheder placeret op til lange gange, er en anden sag, som først senere blev løst.

    Med loven blev også de fleste væsentlige bestemmelser om byggeri i København samlet i én lov. Det betød umiddelbart at en meget stor og uoverskuelig mængde af bestemmelser (fra tidligere århundreder) kunne ophæves. Det gjorde at administrationen såvel for bygherre som for myndigheder blev enklere og mere gennemskuelig.

    Lovens tekniske bestemmelser havde (med erfaringerne fra de store brande) udgangspunkt i den grundmurede bygning med ”hårdt” tag - d.v.s. alle ydervægge opført af murværk, indervægge udført enten som mur- eller bindingsværk eller dobbelte bræddevægge, etageadskillelser og tagværker opbygget af trækonstruktioner og taget dækket med tegl, skifer eller metal.

    Ydervægge
    Bestemmelser om ydervægge var bestemt af deres funktion enten som bærende eller ikke-bærende af bjælkelag/tagværk, og også som almindelig mur eller brandmur.

    Afhængig af etagehøjden og antallet af etager, var opstillet krav til dimensionen af murværket i henseende til et mindste pilletværsnit og en maksimal samlet størrelse vandret målt af vindues-/døråbninger. Hertil kom mindstekrav til tykkelse af brystnings- og blændingsmurværk.

    Og nok så vigtigt blev det fastslået, at murværk var at forstå som mursten af tegl med bestemte mål og opmuret i kalkmørtel.

    Indervægge
    Bestemmelser om indervægge var tilsvarende, men indirekte henført til deres funktion som bærende eller ikke. Hovedskillevægge og vægge i øvrigt, som strakte sig gennem flere etager, skulle i kælderen være af murværk og i de øvrige etager af mur- eller udmuret bindingsværk, mens vægge ”som ikke have understøttelse fra neden af” kunne udføres som pudsede planke- eller dobbelte bræddevægge.

    Etageadskillelser
    Bestemmelser om etageadskillelser var traditionsmæssigt alene knyttet til bjælkelagskonstruktion af træ. Der blev stillet krav til dimensionen af (kvadratiske) bjælketværsnit. Det skete dels ved en mindste størrelse, dels bestemt ved aktuel spændvidde og endelig ved fastlagt gennemsnitlig afstand bjælkerne imellem.

    Der kom regler for brug af bjælker med andet tværsnit end kvadratisk og om bjælkers forankring til ydervægge. Som (en vis) sikring mod spredning af brand fra etage til etage blev der stillet krav om indskud mellem bjælker  udført som et bræddelag belagt med ler, og samtidig kom der forbud mod at udføre lofter kun af papir eller lærred udspændt under eller mellem bjælkerne.

    Tage
    Bestemmelser om tage var ligeledes knyttet til den traditionelle udførelse af tagværker som konstruktioner af træ og med udgangspunkt i ”heltage” - saddel- eller vinkeltage - og i øvrigt i et væld af udførelser og benævnelser alt efter konstruktion og forbindelse til tagbjælkelaget.

    Krav til tagværks tømmer var i øvrigt udformet på fuldstændig tilsvarende vis som kravene til tømmer i bjælkelag.

    Men til forskel fra bjælkelag, hvor spændvidden af tømmeret er ret entydigt bestemt ved afstand mellem de bærende vægge, regnedes de tilsvarende afstande i tagværker dels efter de vandret målte spænd af spær, og dels som afstand mellem samlinger af indgående dele. Det vil sige at eksempelvis samlingen mellem spær og hanebånd og spær indbyrdes, regnedes som understøtninger. Med sædvanligvis understøtning også af hanebånd, var der på denne måde tale om så små spænd, at tagværker altovervejende kunne opbygges af den mindst krævede dimension.

    I forbindelse med fastlæggelse af den maksimale bygningshøjde som blev regnet til oversiden af tagbjælkelag, blev det bestemt at størst tilladelige taghældning var 45 grader, og for halvtage fastsattes yderligere en maksimal højde til rygning.

    Som noget nyt blev der indført en regel om tilladelse til øgning af bygningshøjden ved en samtidig sænkning af tagryggen i forholdet 1 til 2. I yderste konsekvens medførte det et næsten vandret tag afsluttet til siderne med 45 grader hældende tagflader – den flade del dækket med zink.

    Fundamenter
    Bestemmelser om fundamenter var i forhold til de ovenfor beskrevne krav yderst sparsomme: ”Enhver ny Bygning skal opføres paa et Fundament, som er forsvarligt i Forhold til Bygningens Størrelse og Bestemmelse samt til Beskaffenheden saavel af selve Bygningen som selve Jordsmonnet”.

    Med nogle få talstørrelser uafhængig af materiale- og udførelsesmæssige forhold knyttet hertil, ville bestemmelsen faktisk være helt i tråd med senere lovgivnings principper om funktionsbaserede krav.

    Begrundelsen for paragraffens udformning var ganske enkelt de vidt forskellige funderingsforhold som byen bød på. Men også at enhver byggende måtte se sin fordel i at fundere så godt som muligt, da netop denne bygningsdel var af afgørende betydning for hele investeringen.

    Byggeloven af 1871
    Med lov af 21. november 1871 fik København sin næste Byggelov, og dens enkle titel: ”Bygningslov for Staden Kjøbenhavn” gav det meste af forklaringen på dens fremkomst – man ville have ens regler for hele byens område, dog med nogle få undtagelser hvad angik bebyggelsens tæthed.

    I henseende til bestemmelser med byggeteknisk indhold var der få ændringer. Kravene til dimensioner af ydervægge uden åbninger – gavle og bagmure i skel – blev lempet en smule.

    Etageadskillelser skulle herefter ”gibses eller beklædes med andet uantændeligt Materiale” når de adskilte rum med ildsteder/kakkelovne og med en vis mindste rumhøjde. Denne mindste rumhøjde var større end den mindst krævede. Det betød i praksis, at alle lofter i det almindelige københavnske etageboligbyggeris lejligheder herefter var udført med puds på et lag af brædder opsat på bjælkelagenes undersider.

    I bestemmelserne om tage blev krav til dimensionering af tagværkets tømmer løsnet en smule ved angivelse af et større udgangsspænd.

    Mod gade blev det tilladt at forhøje facaden over den ellers gældende maksimale bygningshøjde. Det medførte i forbindelse med den før omtalte regel om forøgelse af bygningshøjden mod samtidig sænkning af tagryggen, at det såkaldte ”Københavnertag” blev almindeligt udbredt.

    I bestemmelserne om fundamenter blev henvisningen til ”Jordsmonnet” fjernet, fordi den var overflødig. Der indførtes nye bestemmelse, om at fundamenter/mure ”paa det Sted, hvor de træde frit frem over Jorden” skulle anbringes et fugtstandsende lag.

    For både 1856- og 1871-loven gjaldt, at administrationen af dem ofte krævede en mere præcis stillingtagen til de enkeltes paragraffers indhold. Det medførte en ikke uvæsentlig brevveksling mellem bygningskommission, stadsbygmester og bygningsinspektørerne - og også med justitsministeriet i de tilfælde hvor den endelige beslutning måtte kræve det.

    Denne brevveksling er ikke fundet umiddelbart tilgængelig i samlet form, men (burde stadig) findes i arkiverne enten hos Stadsbygmester eller i Stadsarkivet.

    Tillægget af 1875
    Allerede ved behandlingen af 1871-loven havde der været stærk kritik af den tæthed bebyggelsen havde og stadig ville få også efter revisionen.

    Det førte til endnu en revision af loven – med lov af 21. november 1875 ændredes 3 paragraffer omhandlende krav til friareal, bygningshøjde og –afstand.

    Det var især bestemmelser om fri afstand foran vinduer der fik en afgørende betydning for det efterfølgende byggeri.

    Sådanne afstande måltes vinkelret på den facadedel, hvori vinduer var placeret, og med de krav der i øvrigt var gældende til byggeriets friarealer resulterede det i en rigdom af opfindsomhed, hvad angik indhak i og drejninger af facadedele som vendte mod gårdarealer. Dette medførte i mange tilfælde byggetekniske løsninger af en mere indviklet karakter end tidligere.

    Byggeloven af 1889
    Under behandlingen i Rigsdagen af lovtillægget 1875 var det blevet klart, at den (kun få år gamle revision af byggeloven) godt kunne have været mere omfattende. Man burde i langt højere grad have brugt anledningen i 1871 til generelt at give 1856-loven et grundigt eftersyn - et synspunkt der blev underbygget på baggrund af det kraftige byggeri i tiden op til midten af 1870’erne.

    I 1880 var forslaget til den nye byggelov efter godkendelse i Borgerrepræsentationen og færdigbehandlet i Landstinget nået til Folketinget. Her forblev forslaget i næsten et årti på grund af de politiske forhold under Estrups ”provisoriestyre”.

    Behandlingen af lovforslaget blev først genoptaget i 1888 og i foråret efter forelå så endelig ”Bygningslov for Staden Kjøbenhavn af 12. April 1889” til ikrafttrædelse 30. juni samme år.

    I sin grundholdning var byggeloven af 1889 dog en videreførelse af de to tidligere love. Men der var kommet en del nye bestemmelser til og der var i mange tilfælde sket en skærpelse af de videreførte bestemmelser.

    Som det væsentligste nye vedrørende bygningers indretning var fordring om dagslysadgang til og fastsættelse af (mindste) størrelse af beboelsesrum samt krav om direkte og uhindret adgang fra hver beboelseslejlighed til to trapper.

    I byggeteknisk henseende var loven generelt set udtryk for en skærpelse af de eksisterende bestemmelser.

    Ydervægge
    Nyt var kravet om fuld tykkelse af facademure i kælder, hvor tidligere tyndere brystningsmurværk var blevet accepteret i mangel af bestemmelser herom. Der indførtes bestemmelser om maksimal bredde af vindues- og døråbninger.

    Indervægge
    Hvad angår indervægge var der tale om betydelige ændringer. Hovedskillevægge og vægge omkring trapper skulle nu være udført af grundmur af bestemte dimensioner. Dimensionering af andre grundmurede indervægge blev underlagt ret detaljerede bestemmelser fastsat ud fra deres udstrækning i bredde og højde.

    Etageadskillelser
    Etageadskillelser skulle stadig udføres som træbjælkelag. Krav til dimension af bjælketværsnit ved forøgelse af spændvidde skærpedes og der kom bestemmelser om største størrelse af bjælketømmerets bomkanter.

    Der blev stillet krav til mindste dimension af gulv- og indskudsbrædder, og det blev krævet at indskudsbrædderne skulle slutte tæt sammen.

    Over og under fugtige rum eller rum med særlig mulighed for ilds opståen var der krav om brug af kappedæk.

    Tage
    Krav til tagværkets og bjælkelagets tømmer blev skærpet. Som nyt blev der stillet krav om indskud af et bræddelag mellem spær ved indretning af beboelsesrum i tagetager.

    Fundamenter
    Krav om anbringelse af fugtisolerende lag mellem fundament og (kælder)ydervæg blev udvidet til at gælde for alle vægge i kælder eller nederste etage. I kælderydervægge blev der yderligere krævet anbragt et fugtisolerende lag ved overgang til terræn og hertil også en lodret fugtisolering mellem disse to vandrette lag.

    Byggeloven og bygningsvedtægten af 1939
    I 1898 begyndte arbejdet med udkastet til en ny lov. Det lå klart i 1908, og blev revideret i 1915. Den nåede aldrig længere end til en indledende behandling i et Landstingsudvalg – på grund af Verdenskrigen og siden 1930’ernes depression.

    Hvor man i 1880’erne kun havde (koldt) vand i køkken, (udvendigt) afløb fra køkkenvask og måske gas indlagt til madlavning, voksede mængden af installationer i boligbyggeriet efter 1880’erne. I det meste af 30’ernes nybyggeri var omfanget af installationer som i dag.

    Jern- og betonkonstruktioner var blevet almindeligt anvendt. Der var fremkommet en mængde nye produkter og produktionen af byggematerialer var i stor udstrækning blevet mekaniseret og så småt begyndt at foregå under forhold svarende til industrien i øvrigt.

    Transport af materialer var ikke mere begrænset til skibe og hestevogne. Landets jernbanenet nåede sin største udstrækning omkring 1930 og (last)biler havde overtaget transporten på land – i hvert fald i byerne.

    De tekniske videnskabers fremskridt og den dermed forøgede indsigt i materialers og konstruktioners opbygning og virkemåde var begyndt at sætte sine spor på traditionsbestemt brug og udførelse.

    Også samfundsudviklingen fra 1880’erne og et halvt århundrede frem, havde været med til at øge kravene til boligers standard og deres omgivelser. Men hvor denne udvikling ikke havde medført væsentlige ændringer i planudformning af lejligheder i almindelighed, havde den til gengæld haft stor indflydelse på udformning af boligområder og bebyggelsesformer.

    Loven af 1889 var ikke umiddelbart indrettet til at klare denne situation, og det havde i tidens løb ført til et væld af afgørelser på ansøgninger om dispensationer fra og fortolkning af loven i øvrigt - lokale såvel som ministerielle og retslige. Alene hos Stadsbygmesteren er optegnet over 400 supplerende eller afklarende bestemmelser, som er samlet i en såkaldt Gråbog. Men den var beregnet til intern brug - og ikke umiddelbart offentlig tilgængelig.

    I forordet til ”Haandbog i Bygningslovgivningen for København og Frederiksberg – med et Tillæg indeholdende Bygningsloven for Købstæderne” (E. Sivertsen, 1928) hedder det således:
    ”Hensigten med nærværende Bog har været i samlet og bearbejdet Skikkelse at forelægge Offentligheden en Fremstilling af den københavnske og frederiksbergske Bygningslovgivning, saaledes som den indeholdes ikke blot i selve Bygningslovene, men ogsaa i de mange Bestemmelser…; og hvad der ved det Aar for Aar voksende Materiale af administrative og retslige Afgørelser vindes i Klarhed, tabes samtidig i Overskuelighed".

    Imidlertid var byggeriets primære parter stadig de samme og få fag repræsenterende arbejdet med sten- og trækonstruktioner og stadig på traditionel vis.

    Fremkomsten af installationer havde blot medført flere, men ikke så bestemmende faggrupper. De få af de mere almindeligt anvendte nye materialer og konstruktioner blev indarbejdet i de eksisterende fag, og arbejdet på byggepladsen var organiseret stort set som tidligere. Det blev der taget hensyn til ved udarbejdelsen af den ny lov.

    Det egentlige nye var derfor umiddelbart af begrænset omfang rent byggeteknisk set. Der blev stadig taget afsæt i det grundmurede og i øvrigt traditionelt opførte hus.

    Som noget nyt udskiltes de mere tekniske bestemmelser i en bygningsvedtægt, som ved sin natur uden Rigsdagens medvirken forholdsvis hurtigt ville kunne ændres efter behov. For yderligere hurtigt at kunne imødekomme fremtidige ønskelige ændringer af teknisk art indførtes et tredje led: Regulativer. Sådanne krævede blot Magistratens godkendelse.

    Af de 21 regulativer der var opregnet i byggeloven, omfattede de 6 byggetekniske forhold i snæver forstand og vedrørte udførelse af murværk, af betontrapper med indspændte/-murede trin, af jernbetonkonstruktioner, af isolering og rustbeskyttelse af jernkonstruktioner, af fundamenter og af baderum.

    5 af regulativerne omhandlede installationer som afløb, ventilation, centralvarmeanlæg, gasildsteder og tekniske installationer generelt.

    Ligesom tidligere krævede også 1939-loven uddybning af bestemmelserne. Hvor der før i mange tilfælde kun var tale om intern brevveksling, startede Stadsbygmesterens Direktorat efter loven trådte i kraft, en løbende informationsstrøm ved jævnlig udsendelse af ”Meddelelser fra Københavns Bygningsvæsen”, forkortet MKB.

    Disse meddelelser omhandlede aktuelle problemer og forholdsregler taget i forbindelse med såvel nybyggeri som vedligeholdelse og ombygning af eksisterende bygninger.

    Også mere grundlæggende og/eller almene problemstillinger af byggeteknisk karakter blev viderebragt på denne måde. Der var således faktisk tale om et - efter regulativerne – fjerde led i de byggeregulerende bestemmelser for København.

    Københavns byggelov og –vedtægt af 1939 var gældende helt frem til 1977.

    De byggetekniske bestemmelser i vedtægten tog for det meste udgangspunkt i den tidligere lovs bestemmelser med en del lempelser og stramninger.
    Frem for alt blev bestemmelsernes omfang udbygget, og indholdsmæssigt med langt større grad af detaljering end det tidligere var tilfældet. De efterfølgende beskrivelser af ændringer er derfor af mere oversigtlig karakter end de tidligere.

    Ydervægge
    Krav til ydervægges konstruktion blev (indirekte) henført til 2 kategorier – bygninger med indtil 2 etager og bygninger med 3 til 6 etager. Der var tale om lempelser for begge kategorier.

    For sidstnævnte lempedes dimensionskravene til (bærende) facademure mod samtidig forbud mod brug af gennemgående murlægte ved ens murtykkelse i begge etager. (Disse lempelser var allerede delvis gennemført på landsplan i starten af 1920’erne, jf. senere).

    Overlukning af vindues- og dørhuller med træplanke blev forbudt. Bærende mure uden åbninger (bagmure) og ikke-bærende (gavle) blev tilladt udført som hule mure med stenbindere i de øverste etager. Ydervægge mod trapperum kunne herefter udføres med samme dimension i alle etager uden særlig ansøgning.

    Endelig kom der også krav til ydervægges varmeisolerende evne – 1½-stens massiv mur eller vægge med tilsvarende egenskab blev fastsat som minimum.

    Indervægge
    For bærende indvendige vægge (hovedskillevægge) blev krav til dimension lempet henholdsvis skærpet ved krav relateret til deres højde, og der kom bestemmelser om største samlet udstrækning af (dør)åbninger i sådanne.

    Der kom krav til mindste dimension af vægge om trapper udført med indmurede trin af beton. (Mulighed for én-trappe system ved brandfri udførelse var allerede indført på landsplan tidligere – jf. senere).

    Brug af lette, ikke-bærende indervægge opmuret af plademateriale blev tilladt under nærmere angivne bestemmelser vedrørende deres udførelse og største udstrækning.

    Som nyt blev der indført krav om opdeling af bygninger med brandvægge, når bygningen i størrelse overskred en grænse enten bestemt ved facadelængde eller areal af de enkelte etager. Der blev desuden stillet krav til lejlighedsafgrænsende vægge i forhold til lydtæthed.

    Som en forudsætning for de angivne krav til bærende vægge af murværk var - udover maksimalt antal af etager og etagehøjde - fastlagt et største spænd af bjælker og en mindste afstand mellem tværgående og afstivende vægge.
    Det blev klart udtrykt, at angivne mindste dimensioner ikke måtte formindskes hverken ved udsparinger eller udhugninger. I så fald fordredes ”Styrken eftervist paa behørig Maade i hvert enkelt Tilfælde.”

    Hvad angår murværk i øvrigt, var der dog for visse dele umiddelbart givet mulighed for mindre dimension ved brug af bastard- i stedet for kalkmørtel, og den begyndende brug af kældervægge støbt i beton alternativt til murværk medførte krav til den anvendte betons styrke.

    Etageadskillelser
    Tidligere givne bestemmelser om etageadskillelser udført som træbjælkelag blev detaljeret yderligere, uden derved egentlig at være stramninger i forhold til almindelig god praksis, som den havde udviklet sig gennem årene.

    Der blev givet de første enkle bestemmelser om brug af jern i bjælkelag. Udover henvisning til de for træbjælkelag gældende bestemmelser, var der krav om godkendelse af konstruktionens detaljer og beregning af bjælkernes bæreevne.

    Det samme gjaldt for karnapper og altaner, hvis konstruktion indebar brug af jern, hvilket heller ikke afveg fra ellers almindelig praksis.

    Om brug af jernbeton henvistes til bestemmelser i regulativer m.v. Det gjaldt også andre og tilsvarende konstruktioner, når de med hensyn til styrke- og brandsikkerhed, varme- og lydisolering kunne anses for betryggende (underforstået - som mindst modsvarende træbjælkelagets egenskaber).

    Det blev krævet, at etageadskillelser mod det fri (eksempelvis over porte) eller over rum, hvor stærk varme udvikles (eksempelvis over kedelrum) skulle varmeisoleres ”paa forsvarlig Maade”, men uden yderligere forklaring.

    Tage
    Bestemmelser om tage havde også grundlag i trækonstruktioner. Det var stadig med udgangspunkt i saddeltaget, men i øvrigt mere detaljeret beskrevet end førhen.

    Med fremkomst af andre tagdækningsmaterialer end de tidligere traditionelt anvendte, kom differentierede krav til dimension af det indgående tømmer efter tagdækningsmaterialets vægt. Der blev skelnet mellem tunge og lette, hvor alle andre end dækning med tegl regnedes som lette.

    Alle andre tagkonstruktioner og brug af andre materialer end træ skulle (fortsat) særskilt godkendes.

    Tagflader der begrænsede beboelsesrum blev pålagt et minimum af krav til varmeisolering (2 lag 19 mm brædder med indlæg af pap eller tilsvarende).

    Fundamenter
    Bestemmelser om fundering af de i øvrigt i vedtægten nærmere omtalte bærende og ikke- bærende vægge var udførligt beskrevet.

    Udførelse af fundamenter var beskrevet dels ved krav til mindste dimension og brug af beton med nærmere angivne egenskaber, og dels under forudsætning af central belastning og en foreskrevet maksimal bæreevne af grunden.​

    Dansk Byggeskik drives af
    Fonden BYG-ERFA med støtte fra
    BVB BVB
    Fonden BYG-ERFA
    Ny Kongensgade 13
    1472 København K
    Kontakt os