Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Søgeguide

KAPITELER

    Købstæderne

    Ikke alene København og Frederiksberg oplevede vækst fra midten af 1800-tallet. Det samme gjorde mange af købstæderne (de større byer) rundt om i landet.

    Derfor var der også her brug for en tidssvarende lovgivning, og det skete med ”Bygningslov for Kjøbstæderne i Kongeriget Danmark af 30de December 1858”.

    Byggeloven af 1858

    Denne lov havde generelt Frederiksbergs byggelov fra samme år som model, dog langt fra hvad angik de tekniske bestemmelser.

    Ydervægge
    Grundmurede ydervægge var kun krævet anvendt som brandvægge i skel og i øvrigt begrænset til krav om brug af sådanne i bygninger med 2 etager og derover. Der var bestemmelser om ydervægges tykkelse efter antal af etager og en fastsat stenstørrelse. Ellers var der ingen krav – end ikke om brug af teglsten opmuret i kalkmørtel.

    Indervægge
    Indervægge var ikke omtalt, men i lovudkastet var anført tilladelse til anvendelse af lersten til sådanne under forudsætning af anbringelse af et fugtstandsende lag i overgangen fra fundamentet. Imidlertid fandt lovgiverne kravet om anbringelse af et sådant fugtstandsende lag ganske fornuftigt, og det blev udstrakt til at gælde for alle vægge uanset materialevalg.

    Etageadskillelser
    Bestemmelser om etageadskillelser indskrænkede sig til krav om at lofter ikke måtte bestå af papir eller lærred udspændt under eller mellem bjælker.

    Tage
    Bestemmelser om tages udførelse var alene udtrykt ved krav om brug af uantændeligt materiale til tagdækning og forbud mod render og gesimser af træ. Kravet om en maksimum hældning af tage var her sat til 50 grader og med samme mulighed for at hæve bygningshøjden ved sænkningen af tagryggen, som i København og Frederiksberg.

    Fundamenter
    Bestemmelser om fundering fandtes ikke.

    Det var således med god grund, at situationen i slutningen af 1880’erne kunne beskrives således:
    ”Hvad Bygningslovgivningen af 1858 angaar, da maa den efter de nuværende Forhold siges at være temmelig utilfredsstillende, skjøndt den i sin Tid betegnede et stort Fremskridt, ligesom den ret almindelig er lidet koncis i sine Udtryk og sin hele Affattelse, saa at fortolkningen har større Raaderum og Betydning end ønskeligt eller nødvendigt. Navnlig byder den, afset fra den ganske vist meget betydningsfulde Bestemmelse om Murtykkelsen, saa godt som ingen Betryggelse mod usolid Byggemaade, og den tillade en højst brandfarlig anvendelse af Træmateriale til Bygningernes indre Indretning, som intetsteds burde taales.” (E. Jürgensen: Bygningslovgivningen for Kjøbstæderne og Landet, Kjøbenhavn 1887).

    Bygningsvedtægter frem til 1890'erne

    Imidlertid var denne situation åbenbart forudset og med lovens paragraf 40 var byrådet/kommunalbestyrelsen givet mulighed for at udstede en bygningsvedtægt til ”at fuldstænddiggjøre nærværende Lovs Bestemmelser”.

    En sådan bygningsvedtægt blev efter godkendelse af (den gang) Justitsministeriet alene tinglæst uden yderligere offentliggørelse.

    Efter 1870 og frem til 1924 blev vedtægterne offentliggjort i Lovtidende. Herefter blev bygningsvæsenet underlagt Indenrigsministeriet, og det blev samtidig overladt de enkelte kommuner/købstæder selv at stå for bekendtgørelsen.

    En sådan bekendtgørelse skulle indrykkes 3 gange i den avis kommunalbestyrelsen benyttede til offentliggørelse af beslutninger. Indrykningen skulle indeholde oplysning om hvor og til hvilken pris eksemplarer kunne erhverves. Eksemplarerne skulle i øvrigt foreligge trykt senest 8 dage før ikrafttrædelse og i ”et passende Antal”(!). (Dette samme gælder også de senere omtalte bygningsreglementer).

    Som paragraf 40 i købstadsbyggeloven var udformet og blev forstået, kunne vedtægterne kun stille fordringer udover hvad loven foreskrev – ikke ændre i dens bestemmelser. Imidlertid var bestemmelserne vedrørende de byggetekniske forhold så få, som det fremgår af foranstående, at der var rigeligt råderum. Og det blev benyttet!

    Det var naturligt nok at tage udgangspunkt i lovgivningen for Frederiksberg, hvad angik sådanne bestemmelser - og dermed i praksis i Københavns byggelov af 1856 (senere 1871-loven). Og det havde været ganske fornuftigt, at overføre disse bestemmelser enslydende i vedtægterne. Men det skete ikke.

    De enkelte byråd ”shoppede” rundt i de københavnske/frederiksbergske bestemmelser. En del blev overført direkte, nogle blev mildnet og andre blev strammet, nogle blev udeladt og andre tilkom. Omfanget af vedtægterne udtrykt i paragraffernes antal varierede en hel del – i de efterfølgende nævnte varierede det mellem 22 (Odense) og 37 (Horsens).

    Nedenfor er givet eksempler herpå ved sammenligning af de bygningsvedtægter, der var tilkommet frem til midten af 1880’erne: Aarhus (1880), Odense (1881), Horsens (1883), Rønne (1884) og Fredericia (1885):

    Ydervægge
    Supplerende bestemmelserne i købstadsloven om murtykkelser var fastsat mindste størrelse af hjørnepiller (undtagen i Odense).
    I Fredericia og Horsens var givet et største vandret mål af vinduesåbninger svarende til Københavns Byggelov (KBL-71), men ikke i de andre byers. I disse to vedtægter var desuden nævnt muligheden for brug af jernsøjler i facader - dog kun efter særlig tilladelse.

    Indervægge
    I Odense fandtes ingen bestemmelser om indervægge. I de andre bygningsvedtægter – og næsten enslydende – var givet bestemmelser om hovedskillerums udførelse i 2- henholdsvis 3-etages bygninger og derover som mindst værende af 1 stens tykkelse i kælder henholdsvis i kælder og stueetage. I Fredericia dog betinget af mængden af tværgående og dermed støttende vægge.

    Ved større rumhøjde end 5 alen (svarende til ca. 3 meter) var kravet til alle indvendige vægge enten 1 stens grundmur eller ½ stens udmuret bindingsværk – undtagen i Rønne – her var grænsen 5½ alen.

    Etageadskillelser

    Bestemmelser om bjælkeafstand, forankring, mindste dimension af bjælker og forøgelse af tværsnit ved stigende spænd var i Horsens svarende til KBL-71.

    I Fredericia var foreskrevet en lidt større bjælkeafstand, i Aarhus og Rønne en lidt mindre dimensionsforøgelse ved større spænd og Odense havde ingen bestemmelser herom.

    Krav om indskud fandtes ikke i Odense, men i de andre byer. Krav om ”gibsede lofter” i beboelseslejligheder fandtes i alle og i Horsens kunne det gibsede loft i øvrigt erstattes af et lag høvlede og pløjede brædder.

    I alle vedtægter var der krav om brug af kappedæk (udtrykt lidt forskelligt) som adskillelse mellem beboelseslejligheder og særlig brandfarlige erhverv samt hestestalde.

    Tage
    Bestemmelser om spærafstand, mindste dimension af spær og forøgelse af tværsnit ved stigende spænd fandtes ikke i Odense, til gengæld var disse bestemmelser enslydende med KBL-71 i alle de andre byers.

    (Det forekommer mærkværdigt, at Odense som den gang var landets næststørste by, i modsætning til de andre byer ikke har nærmere bestemmelser om indervægge, etageadskillelser og tage. Det kan skyldes, at sådanne findes i en tidligere vedtægt fra 1861 – vist nok den første af sin slags – og at den stadig var gældende Den har imidlertid ikke været umiddelbart tilgængelig).

    Fundamenter

    I Fredericia var bestemmelserne svarende til KBL-71 og altså uden nogen form for éntydige beskrivelser. Det var der til gengæld i de andre byers.  For bygningsvedtægterne i købstæderne var der krav om at funderingen sker på ”fast grund” og der var bestemmelser om fundamenters bredde og højde - ikke helt enslydende - og i nogle tilfælde også beskrevet i forhold til højden af bygninger.

    I Horsens og Rønne var bestemmelserne yderligere henført til brug af murværk. Endelig var der i disse 4 vedtægter også bestemmelser om mindste funderingsdybde svarende til ”frostfri” – ca. 90 cm under terræn, undtagen i Rønne, hvor dybden var sat til ca. 60 cm.

    Som illustreret med disse 5 bygningsvedtægter, var der tale om en stor grad af frihed i krav og deres udformning.

    Bygningsvedtægter efter 1894

    Efter Frederiksberg i 1890 havde fået revideret sin byggelov, og igen - hvad de tekniske bestemmelser angår - med rod i Københavns byggelov af 1889, blev det med lov af 5. december 1894 tilladt købstæderne at udforme bestemmelser i bygningsvedtægter direkte efter den frederiksbergske lov. Også selvom købstadslovens bestemmelser herved forandredes eller lempedes. Eksisterende vedtægter ændredes herefter, og nye kom til i langt størstedelen af købstæderne.

    Hvad angår fortolkninger af lovens, men især vedtægternes bestemmelser og særligt de byggeteknisk betonede, må der også her - via fortolkninger af byggelovene for Frederiksberg - henvises til de for København gældende.

    Byggeloven for købstæderne fra 1858 og de vedtægter der kom til, var gældende helt frem til 1960. På dette tidspunkt havde stort set alle købstæder fået egne vedtægter. Allerede i starten af 1930’erne var det tilfældet for mere end 60 af dem og kun en halv snes var foruden.​

    Dansk Byggeskik drives af
    Fonden BYG-ERFA med støtte fra
    BVB BVB
    Fonden BYG-ERFA
    Ny Kongensgade 13
    1472 København K
    Kontakt os