Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Søgeguide

KAPITLER

    Landet i øvrigt

    Forordninger vedrørende brand hører til de ældst kendte byggeregulerende bestemmelser. Sådanne var tidligere udstedt lokalt, gældende for afgrænsede områder og med varierende indhold.

    Først i slutningen af 1700-tallet blev byggeriet uden for købstæderne underlagt en fælles brandforordning, som efterfølgende afløstes af ”Brandpolitiloven for Landet” af 2. marts 1861.

    Denne lov indeholdt de eneste og få bestemmelser af byggeteknisk karakter til regulering af byggeriet uden for købstæderne. Lovens indhold var i øvrigt afstemt efter en spredt og for byers vedkommende lav og ikke så tæt bebyggelse som i købstæderne.

    Lovens indhold var alene udformet med henblik på at undgå brands opståen og spredning. Loven handlede således kun om afstand mellem bygninger og brændbarhed af forekommende materialer og konstruktioner.

    Til gengæld var disse krav på linje med de tilsvarende i købstadsbyggeloven, og dermed også i lovene for København og Frederiksberg.

    Ellers adskilte brandpolitiloven sig fra de andre love ved ikke at kræve myndighedsgodkendelse før et byggeris start. Til gengæld blev de udførende håndværkere stillet til ansvar for arbejdets udførelse i henhold til lovens bestemmelser.

    Brandpolitiloven var – efter en revision i1926 – eneste gældende ”byggelov” for byggeri på landet helt frem til 1960.

    Reglementer/vedtægter

    Det er klart, at der i byer uden købstadsrettigheder, men af samme størrelse eller større end købstæder, kunne være behov for byggeregulerende bestemmelser ud over Brandpolitilovens.

    Med lov af 19. april 1864 blev justitsministeriet bemyndiget til ”naar vedkommende Kommunalbestyrelse derom andrager, ved Reglement at udvide de i Bygningslov for Kjøbstæderne i Kongeriget Danmark af 30te December 1858 indeholdte Bestemmelser til Handels-, Lade- og Lossepladser i Kongeriget med de Forandringer, som det paagjældende Steds særegne kommunale og stedlige Forhold gjøre nødvendige, og som ere foreslaaede eller tiltraadte af Kommunalbestyrelsen”.

    Det skete for Løgstør samme år, siden for Marstal (1868), for Nørre Sundby og Silkeborg (1872) og siden flere. Sådanne reglementer ændredes senere igen enten i forbindelse med byers ændring af status til købstad eller i medfør af den tidligere nævnte lov af 5.december 1894, eller senere igen evt. ved lov af 23. april 1915.

    Men også andre bysamfund oplevede en uforudset stor vækst og helt nye typer af byer kom til. Stationsbyer opstod hvor jernbanenettets rationelle udbygning ikke fik direkte kontakt med de eksisterende større byer. Også sådanne byer fik reglementer efter ovenfor nævnte love.

    Som eksempler på stationsbyer kan nævnes byerne ved Aulum, Grindsted, Skjern og Viby (i alt 17 stationsbyer havde i starten af 1930’erne egne reglementer).

    Esbjerg er et helt enestående eksempel på et bysamfund med stor vækst. Byen fandtes knapt i slutningen af 1850’erne og havde i starten af 1900-tallet en befolkning på over 13.500.

    Endelig oplevede en del landkommuner ved deres beliggenhed op til København en vækst sammenlignelig med forstædernes og Frederiksbergs.

    Tre af dem indlemmedes direkte i København. Det var Valby og Brønshøj (1901) og Sundbyerne (1902). De tre bysamfund havde allerede tidligere fået egne reglementer – de tidligste i 1870’erne.

    Senere – efter loven af 5. december 1894 – i ændrede udgaver og endelig underlagt et fælles reglement i 1930. De indlemmede distrikter blev først direkte omfattet af den københavnske byggelovgivning i 1939. Andre byer oplevede en vækst som gjorde, at den kommunale administration måtte ændres i retning og størrelse som den, der gjaldt for købstæder. Det skete for Gentofte i 1920, og kommunen fik derfor supplerende byggeregulerende bestemmelse i form af en vedtægt.

    Senere skete det samme for en stor del af de øvrige omliggende kommuner - de fik ”Gentofte status”, som denne ordning blev kaldt.

    Antallet af kommuner som ønskede bygningsreglementer voksede. Det havde efterhånden fået sådant et omfang, at der blev udarbejdet et ”Normalbygningsreglement” for landkommuner i 1951.

    Dette reglement var i alle væsentlige byggetekniske forhold svarende til de københavnske, som de fremgår af bygningsvedtægten af 1939.

    Normalbygningsreglement blev genudsendt i 1958 med få ændringer som væsentligst var af redaktionel karakter.

    Byggelovgivningen som beskrevet nåede i Sønderjylland kun sin spæde start, da landsdelen i 1866 blev tysk. Hele udviklingen i Danmark frem til genforeningen i 1920, blev med lov af 8. april 1924 udstrakt til også at gælde her. Samtidig sidestilledes de af de større byer, som her benævntes ”flækker” med købstæder.​

    Dansk Byggeskik drives af
    Fonden BYG-ERFA med støtte fra
    BVB BVB
    Fonden BYG-ERFA
    Ny Kongensgade 13
    1472 København K
    Kontakt os