Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Søgeguide

KAPITLER

    De udførende

    I de første ca. 100 år af den omhandlende periode var relativt få byggefag involveret i opførelsen af etagebyggeriet.

    Indtil slutningen af 1800-tallet gjalt det primært 5 fag: murer, tømrer, snedker, maler og blikkenslager. Endelig også glarmester, men hans arbejde var i langt de fleste tilfælde sammenhørende med snedkerens og ikke nødvendigvis knyttet til byggepladsen. Fra omkring 1900 kom også elektriker til.

    Disse fag var også repræsenteret på byggepladsen ved midten af 1900-tallet Men omfanget af fagenes indsats havde ændret sig meget, dels ved den større grad af installationer i boligbyggeriet, og dels ved ændringer i anvendte materialer og konstruktioner.

    Efter 1960’erne har fabriksfremstilling af stort alle et byggeris indgående komponenter medført at byggepladsafhængige arbejder næsten kun kan beskrives som montage af de industrielt fremstillede, og det har yderligere ændret på fagenes indbyrdes størrelse og indsats på byggepladsen. Hertil kommer, at der yderligere har været tale om en større grad af specialisering, som har medført fremkomsten af – om ikke nye fag – så dog nye specialer, eksempelvis ved udførelse af fugning generelt, ved etablering af vådrumsmembraner og ved tagdækning med pap. Stilladsarbejde var med fremkomsten af system-/jernstilladser blevet et speciale, hvor det før var murerarbejdsmændenes job, og nu var det ikke kun murerne, der benyttede stilladser. Endelig skal så også nævnes det helt nødvendige personel til betjening af kraner og andet maskinel på byggepladsen.

    Murer

    Det grundmurede hus med bærende facader var altdominerende frem til midten af 1900-tallet. Murerfagets arbejdsområde ændredes i starten af 1900-tallet til også at omfatte støbning med beton - men kun grovbeton, idet forskallingsarbejdet ved blot lidt finere støbning var tømrernes område. Arbejdsområdet blev senere igen – efter midten af 1900-tallet - øget med montering af de delvis præfabrikerede dæk- og trappekonstruktioner af beton.

    Men samtidig mindskedes murernes andel af det samlede arbejde med den aftagende grad af udsmykning af bygningernes ydre, og indvendig med fremkomsten af gipsstuk; senere igen med de tidligere omfattende, men ikke mere krævede pudsearbejder.

    Murerens primære materialer: teglsten, kalk, sand/grus og senere cement var alle lokale eller i det mindste indenlandske materialer. Import var yderst begrænset og enten betinget af lokale handelsforbindelser eller krav om særlige produkter.

    Som det eneste af byggefagene var der her to grupper: de faglærte murere og arbejdsmændene. Murerne stod for arbejdet med opmuring, pudsning og tagdækning med tegl. Arbejdsmændene sørgede for al betjening af murerne som udgravning, opstilling af stillads, tilberedning af mørtel, opbæring af materialer og renholdelse af pladsen.

    Med betonens indtog kom arbejdsmændene også til at stå for (det grove) forskallingsarbejde og støbning, ligesom senere størstedelen af arbejderne med de delvis præfabrikerede konstruktioner.

    Deres tunge arbejde med transport af materialer internt på pladsen lettedes først sent med indførelse af hejseværker og til sidst kraner og elevatorer.

    Ved andre byggearbejder, hvor indsatsen af murere var lille eller helt fraværende, kom disse arbejdsmænd til at udgøre en (med tiden anerkendt) egen faggruppe: ”jord- og betonarbejdere”.

    Murernes arbejdsområde og arbejdsgange ændredes ikke stort gennem tiden, men deres materialeudbud udvidedes ved anderledes produktionsgange i tegl- og betonindustrien. Håndstrygning af teglsten blev overtaget af maskiner, teglbrænding overgik fra at ske i periodisk til kontinuerligt virkende ovne, og fremkomst af kunstig fremstillet cement medførte nye stenprodukter og andre typer af mørtel end de alene kalkbaserede.

    Efter 1960’erne var murernes arbejde i etageboligbyggeriet stort set begrænset til opstilling af letbetonvægge, flisearbejde og evt. skalmuring af ydervægge – hertil tagdækning med tegl i de få tilfælde, hvor det forekom.

    Tømrer

    Tømrerfagets område var dels de grovere konstruktioner af træ som vægge af bindingsværk og brædder, bjælkelag og tagværker, dels de finere som trapper og lægning af bræddegulve. Brug af jern i bjælkelag blev også tømrerens område, og senere også det finere forskallingsarbejde af træ i forbindelse med jernbetonkonstruktioner.​

    Tømrerens arbejde omfattede desuden tagdækning med pap og senere med de cementbaserede plane eller bølgeformede plader.

    De fleste af disse arbejder var imidlertid faktisk udtryk for præfabrikation, idet tildannelse af bindingsværksvægge, bjælkelag, tagværker og trapper foregik uafhængig af byggepladsens øvrige arbejder, og sædvanligvis
    et andet sted. Konstruktionerne blev her fremstillet (opsnøret/afbundet), derefter skilt ad og transporteret til byggepladsen, hvor der således blot var tale om samling af enkeltdele og efterfølgende montage.

    Samlinger i tømrerkonstruktioner udførtes stadig i de første årtier af 1900-tallet traditionsmæssigt med et minimum af andre materialer end træ. Herefter begyndte anderledes samlingsmetoder og materialer at vinde nogen indpas.

    Det var ligeledes det samme værktøj der anvendtes, og det var først efter midten af 1900-tallet, at de første eksempler på elektrisk drevet håndværktøj sås på byggepladser.

    Fra 1930’erne og frem tabte tømrerne andel i byggeprocessen ved stadig større brug af andre materialer end træ (og jern) til etageadskillelser og indvendige vægge. Senere overgik også tømrerens værkstedsarbejde i stigende grad til mere industrielle fremstillingsmetoder.

    Snedker

    Snedkerfaget stod for fremstilling af døre, vinduer og fast inventar som køkkenskabe og – i et mindretal af boliger – også væg- og evt. loftpaneler samt lægning af parketgulve.

    Snedkerens produkter var i højere grad end tømrerens værkstedsarbejde, og kunne allerede i 1800-tallet i en vis udstrækning have karakter af lagerproduktion. Snedkerens arbejde på byggepladsen var begrænset til montage af de færdige elementer og i øvrigt tilpasning af det faste
    inventar.

    Sådan var situationen stort set i hele perioden, men med den forskel at værkstedsproduktionen ret hurtigt blev mekaniseret (allerede i 1880’erne oprettedes de første maskinsnedkerier i de større byer). Med en stigende grad af standardisering fulgte produktionsforhold svarende til den øvrige industri, hvor der opstod dør- og vinduesfabrikker. Det hele kulminerede med fabrikation af fuldt færdige køkkenelementer i slutningen af 1950’erne.

    Udgangsmaterialet for såvel tømrer som snedker var importeret træ. Dansk træ var 1800-tallet ud anset for et mindreværdigt alternativ og det var de nordiske lande, der leverede træ til den almindelige husbygning.

    Importen af træ foregik alene med skib gennem 1800-tallet. Skibstransport af træ var i øvrigt langt det almindeligste også i årtierne derefter. Traditionelle handelsforbindelser (skibe sejler helst ikke tomme) har derfor haft en vis betydning for ikke blot hvilke lande der leverede, men også hvilket udskibningssted der var tale om.

    Det importerede træ forekom i reglen med en vis (mindre) grad af forarbejdning afpasset efter fagenes nærmere specificerede brug. Træart, dimensioner, bearbejdning og kvalitet i øvrigt var beskrevet ved udskibningsstedets navn. Den klassificering der lå heri, har holdt sig langt op i 1900-tallet, også efter den lokalt betingede søværts trafik ophørte.

    Maler

    Midt i 1800-tallet indbefattede malerens arbejdsområde overfladebehandling indenfor stort set al produktion, og arbejdet med bygninger var kun en del heraf.

    Med den stigende industrialisering og dermed specialisering knyttedes malerbehandlingen af produkter til de enkelte fremstillingsvirksomheder. I starten af 1900-tallet begyndte man derfor at tale om bygningsmalere som særskilt fag.

    Malerens arbejde med den endelige overfladebehandling i byggeri var dog i indhold så godt som uændret frem til 1960’erne, men i mængde stigende på grund af de stadig flere installationer gennem tiden. Alt synligt træ udvendigt og indvendigt blev malet eller ferniseret/lakeret. Alle indvendige vægflader tapetseret eller malet, lofter blev hvidtede og hertil kom så malerbehandling af de efterhånden mange (synlige) rør. Alle disse arbejder foregik på byggepladsen og for den enkelte bygningsdel i de fleste tilfælde i flere omgange.

    Midt i 1800-tallet fremstillede maleren selv langt størstedelen af sine materialer. Frem mod århundredeskiftet overgik denne produktion til at foregå industrielt, men i mindre enheder og beregnet på lokal betjening. De få og større malervareproducenter hører til tiden efter midten af 1900-tallet.

    1960’ernes etageboliger i form af montagebyggeri ændrede fuldstændig på malerens indsats. Alt snedkerarbejde var begyndt at blive leveret fuldt færdigbehandlet på byggepladsen ligesom indfatninger, fodpaneler og alle montagelister i øvrigt. De almindeligt anvendte bøgeparketgulve leveredes færdiglakerede.

    Blikkenslager

    Blikkenslageren hører ikke med til de traditionelle bygningsfag. Blikkenslagerens udgangsmateriale var oprindeligt tynde metalplader (blik) af jern, kobber, zink og messing. Af disse fremstillede han en mængde af forrige tiders almindeligt brugte husholdningsgenstande.

    Faget fik først nogen betydning i byggeriet i byerne i slutningen af 1700-tallet med begyndende brug af tagrender og nedløb af metal, senere med inddækninger i skifertage.

    Men fra midten af 1800-tallet fik faget stadig større andel i byggeriet, dels ved udbredt brug af (næsten) vandrette, metaldækkede tage, og dels ved fremkomsten af de mange nye installationer i tiden efter 1850.
    Først med indlæg af vand og gas (i starten kun gas til belysning, derefter også til madlavning) og dernæst installation af vandklosetter.

    Herefter kom centralvarme og varmt brugsvand, baderum med flere installationer og sidst en stadig større brug af mekanisk ventilation. Det er det fag vi i dag kender som VVS-faget.

    Blikkenslagerens værkstedsarbejde i bygningssammenhæng var begrænset til forarbejdning af blik, dvs. fremstilling af tagrender og nedløbsrør, men også med tilvirkning af inddækninger, og det varede ved til fabriksfremstilling overtog produktionen.

    Blikkenslagerens arbejde foregik ellers på byggepladsen. Altovervejende som tilpasning og montering af andre og industrielt fremstillede materialer (trukne og støbte rør af jern) og komponenter (vaske, taphaner, wc-skåle, radiatorer m.v.).

    Når der ses bort fra (store) ændringer i udbud af materialer og komponenter har dette arbejde ikke undergået større forandringer i tiden frem til 1960’erne.

    Med enkelte af byggerierne i 1950’erne forekom forsøgsvis de første fuldt monterede toilet/baderum som hele komponenter. I det efterfølgende elementbyggeri blev VVS-installationer i en vis udstrækning indstøbt, senere altovervejende ført som ”skjult” i skakte, under gulve eller i inventar.

    Tilbage var at male indvendige vægflader og lofter – letbeton- og gipspladebeklædte vægge efter spartling – og evt. synlige rør.

    Glarmester

    Glarmesterens arbejde i forbindelse med almindelig husbygning var alene begrænset til levering og isætning af ruder. På byggepladsen kunne hans andel være endnu mindre, og begrænset til isætning af ruder i faste rammer – isætning af glas i gående rammer var ikke nødvendigvis byggepladsarbejde.

    Fremstilling af vinduesglas foregik frem til slutningen af 1800-tallet manuelt.

    Det skete ved blæsning af en kolbe, som derefter blev afskåret fra piben og hæftet til en stang. Ved rotation af stangen blev glasmassen slynget til en cirkulær plade, hvoraf de (optimalt set) kvadratiske rudestørrelser blev skåret – og resultatet var det kendte ”Dannebrogsvindue” med de sprossedelte, større underrammer.

    Mod århundredeskiftet fremkom produktion af maskintrukket glas, og med denne fremstillingsmetode kunne almindeligt planglas til vinduer fås i hidtil usete størrelser.

    Dermed forsvandt de underdelende sprosser i gående rammer, og der opstod også nye vinduestyper med (meget) store ruder monteret i faste rammer og flankeret af mindre gående rammer.

    Senere igen ændredes fremstillingsmetoden til den vi kender i dag, hvor den smeltede glasmasse langsomt fremføres og afkøles flydende på et lag af tin.

    Brug af forsatsvinduer havde været kendt siden slutningen af 1800-tallet, og ofte som løse partier til montering i vinterhalvåret. Vinduer med forsatsrammer begyndte at blive mere almindeligt brugt i 1920’erne og ikke bare i nybyggeriet, men også som forbedring/modernisering i det eksisterende.

    I 1930’erne fremkom vinduer med 2 lag glas i koblede rammer, og det blev standard indtil vinduer med tolagsruder (termoruder) afløste i 1960’erne.

    Elektriker

    De første og få elværker opstod i København i 1880’erne. De var privatdrevne og begrænset til forsyning af en enkelt karré. Allerede i årtiet efter kom kommunalt drevne værker i de større byer, og der opstod et helt nyt fag – elektrikeren.

    Elektrikeren er den eneste af byggeriets primære fagfolk, der helt fra starten kun har beskæftiget sig med montage på byggepladsen.

    De elektriske installationer i det tidlige (etage)boligbyggeri omfattede kun belysning. Installationerne var i den enkelte bolig i almindelighed begrænset til ledninger lagt i en klemliste langs loft og vægge i entre/ korridor, og herfra ført videre til stik i metalrør lagt i etageadskillelser eller indrillet i vægge.

    I 1930’erne begyndte elektrisk udstyr så småt at dukke op i køkkenerne (køleskab, ovn og kogeplader). Senere fulgt af en stigende mængde af elektrisk drevne småapparater. Alt i alt gav det mere arbejde til elektrikeren, men det foregik uændret ved lægning og indrilning af rør, opsætning af dåser, trækning af ledninger i rør og til slut montering af afbrydere eller faste armaturer.

    Først med brug af præfabrikerede betonelementer og indstøbning af rør i 1960’erne blev der ændret en smule på denne praksis og noget af arbejdet blev flyttet til fabrik.

    For bygningerne som helhed medførte elektrisk drift af fælles faciliteter som vaskeri – og som det seneste krav om mekanisk ventilation – blot en større indsats.

    Film om teknikker

    En lang række af håndværksteknikkerne inden for de traditionelle byggefag er dokumenteret i film, der kan findes på Byggefilm.dk

    Dansk Byggeskik drives af
    Fonden BYG-ERFA med støtte fra
    BVB BVB
    Fonden BYG-ERFA
    Ny Kongensgade 13
    1472 København K
    Kontakt os