Download English version (pdf)
I bygninger med etageadskillelser udført som bjælkelag er altanplader båret af såkaldte udliggerjern. Udliggerjern er I- eller U-formede jernbjælker.
Udliggerjernene er udkragede over facademuren og enten påboltet bjælker direkte eller afbundet i bjælkelaget via tværgående jernbjælker. Altanplader i sådanne altaner er almindeligvis ikke-armerede.
I bygninger med etageadskillelser af massivt pladsstøbt beton eller opbygget som hulstenskonstruktioner er altanpladerne udført af armeret beton sammenstøbt med etageadskillelserne og udkraget over facademuren.
I bygninger med etageadskillelser af præfabrikerede betonelementer, spændende mellem bærende tværvægge, er altanpladerne båret på samme måde og ellers udført som specialvariant af dækelementer.