Bygningsdel

ForsideDyk ned i historienÆndringer i tidens løb (Changes over time)

Ændringer i tidens løb (Changes over time)

Som bygningerne står i dag, er de i mange tilfælde kun i deres grundstamme svarende til det oprindelig opførte.

Med grundstamme menes her noget i retning af begrebet ”råhus”, som det bruges i forbindelse med dagens (bolig)byggeri og som omfatter de primært bærende konstruktioner.

I det (tidligere) murede byggeri er begrebet ikke lige så entydigt, men skal i denne sammenhæng opfattes som omfattende ydervægge, indervægge med bærende funktion, etageadskillelser, tagværker og fundamenter.

Grundstammen eller råhuset findes generelt beskrevet, dels i den byggetekniske litteratur der har været tilgængelig på opførelsestidspunktet, dels i tidligere tiders byggelovgivning og endelig specielt vedrørende det enkelte byggeri i de lokale bygningsmyndigheders arkiver.

Hvad angår senere indgreb, er de selvfølgelig også alt overvejende foretaget med baggrund i den aktuelle tids byggeteknik og almindeligt forekommende materialeudbud. Men ikke altid med overholdelse af gældende lovgivning eller med respekt for eller (tilstrækkelig) viden om den eksisterende bygningsmateriale- og konstruktionsmæssige forhold. Det gælder naturligt nok især enkeltstående indgreb, og sådanne som er udført af beboerne selv.

Omfang af indgreb har gennem tiden omfattet hele bygninger såvel som enkelte lejligheder.

Udover gennemgribende istandsættelse og/eller udskiftning af bygningsdele, er der tale om indgreb, der enten har været lovbestemte, eller resultatet af ændrede brugskrav i tidens løb.

Det sidste skyldes især den velstandsstigning og samfundsmæssige udvikling, der har fundet sted i sidste halvdel af 1900-tallet.

Sammenfattende er der primært tale om indgreb, der har hævet den installationsmæssige standard, forøget størrelsen af boliger og (radikalt) ændret deres udformning.