Bibliotek

Generelt

Formaliseret viden om projektering og opførelse af bygninger, forstået som videregivet i nedskrevet/tegnet form, er gammelkendt i vestlig kultur.

Alle inden for byggeri har hørt om eller kender til romeren Vitruvius og hans ti bøger om arkitektur. Færre kender til eksempelvis grækeren Herodot og hans beretninger om opførelse af bygninger i fremmede lande. Få har kendskab til det ægyptiske byggeri, som det er beskrevet i hieroglyffer endnu tidligere.

En sådan formaliseret viden som er mangfoldiggjort i tekst og/eller tegninger i trykt form, har i vores kulturkreds eksisteret i det sidste halve årtusinde. Specielt vedrørende danske forhold har sådant eksisteret siden starten af 1700-tallet, og hvad angår almindelig husbygning kun siden midten af 1800-tallet. At det er tilfældet, skyldes selvfølgelig håndværkets praksis-baserede undervisning i form af mesterlæren, og at der først med større krav til teoretisk viden opstod behov for en sådan litteratur. Hertil kom at også andre aktører uden en sådan praksisbaseret viden så småt begyndte at optræde i byggeriet.

1800-tallet ud og et par årtier derefter var det mest folk med håndværksmæssig uddannelse som murer eller tømrer, der alene stod for projekteringen af almindeligt (etage)boligbyggeri. Gennem tiden havde de fleste af dem gennemgået yderligere undervisning på de nye tekniske skoler. En del af dem tog ydermere den kunstneriske overbygning på Kunstakademiet.

At projektering stort set kunne varetages af enkeltpersoner i så langt et tidsrum skyldtes, at den almindeligt anvendte byggeteknik var traditionelt baseret, at byggeriets dominerende fag Stadig var de samme, og at de få nytilkomne materialer og konstruktioner i vidt omfang kunne indpasses i de respektive fagområder. Hertil kom at byggelovgivningen med sine detaljerede og omfattende bestemmelser, som var baseret netop på traditionel udførelse, nærmest var at sammenligne med en generalbeskrivelse.

Det betød sammenlagt, at projektmaterialet i forbindelse med ansøgningen om en byggetilladelse stort set var begrænset til de punkter man evt. søgte dispensation fra, dertil en redegørelse for og beregninger af evt. konstruktioner ikke omtalt i lovgivningen, samt tegninger af etageplaner, et tværsnit og en opstalt af gadefacaden. Tegninger indeholdt ofte kun oplysninger om størrelsesforhold i den udstrækning byggesagsbehandlingen krævede det. Øvrige mål blev så endeligt fastlagt på byggepladsen sammen med murer- og tømrermester.

Det yderligere materiale som krævedes ved entrering med håndværkerne om arbejdets udførelse og pris kunne også i stor udstrækning blot bestå i henvisning til lovgivningskrav og ellers traditionel udførelse Med tiden voksede detaljeringsgraden af projekt-, såvel som udbudsmateriale, men uden at omfanget af tegninger øgedes i væsentlig grad.

I princip kunne en enkelt person helt frem til midten af 1900-tallet stå for projekteringen af et etageboligbyggeri - dog mod slutningen med specialistassistance til tekniske installationer. Herefter begyndte ingeniører også at medvirke som specialister i tekniske installationer og ved beregning af (nye) konstruktioner: Jernbeton typisk. Senere igen blev ingeniørerne også inddraget i byggeriernes nærmere udformning, herunder planlægning og organisering af hele byggeprocessen.

Men denne anderledes situation indtrådte først rigtigt med 1950'ernes eksperimenterende byggerier, for endelig at være den almindelige siden 1960'erne.