Madlavning (Cooking)

Ligesom rumopvarmningen og ventilationen har madlavningen både haft betydning for etagebyggeriets indeklima og har gennemgået en væsentlig teknologisk udvikling.

​Indførelsen af de mindre skorstene gjaldt også ved lukkede køkkenildsteder som fritstående komfurer. Her manglede også bestemmelser om antal af tilsluttede komfurer, og først med Københavns byggelov af 1889 - og senere i resten af landet - måtte der kun efter særlig tilladelse tilsluttes mere end et komfur pr. etage til en 1x1-stens skorsten.

Gasbrugende apparater til madlavning begyndte at blive brugt i 1880’erne, i årtiet efter blev det gradvis det almindelige, og fra starten af 1900-tallet var det nærmest standard i byerne.

Madlavning med gas som varmekilde foregik oprindelig med separate gasapparater/-blus og ovn. Senere fremkom sammenbygning i form af gaskomfurer.

Men det var ikke kun til madlavning, at gassen fandt anvendelse. Til opvarmning af brugsvand i køkkener og i baderum fremkom små vandvarmeapparater. Også i større sammenhæng fik gassen betydning. Vask af tøj ved kogning blev langt lettere med gasopvarmning - "gruekedler" som tidligere var opvarmet med brænde, blev erstattet af gasopvarmende.

Rør til fremføring af gas var sømløse smedejernsrør og de førtes lodret og synlige.

Elkomfurer blev først anvendt i nogen udstrækning i 1960’erne efter forsøgsvis at være brugt i nogle få af 1930’ernes bebyggelser. Senere var elkomfur det altdominerende i nybyggeriet.

1. Gaskomfur.

Til venstre er vist en "gruekedel". Annonce fra 1930erne.

Hent (Download)

2. El-komfur

Annonce fra 1930erne.

Hent (Download)