Rumopvarmning (Room heating)

Skorstene var ikke blot pladskrævende, men også en væsentlig del af byggeudgifterne.

I slutningen af 1840’erne blev der forsøgsvis og efter ansøgning givet tilladelse til brug af ”snevre” skorstensrør. Det var rør som blev renset med ”kost og kugle”, og som derved var langt mindre i tværsnitsareal end de tidligere. Dertil kom, at flere lukkede ildsteder som kakkelovne kunne tilsluttes samme rør – ikke blot etagevis, men i hele bygningens højde.

Forsøgene viste så gode resultater, at der med Københavns byggelov af 1856 blev givet generel tilladelse til brug af sådanne skorstene. Der var opstillet enkle regler for deres udformning og størrelse - den foretrukne blev skorstenen muret af alm. teglsten og med et indre tværsnit på 1x1 sten.

Der var ikke bestemmelser om antal af tilsluttede kakkelovne til en sådan skorsten. Resultatet var at man efterhånden kunne komme helt op på 4 ovne pr etage, og med 5-6 boligetager et samlet antal på 20 til 24 – endog 28 med evt. boliger i kælderetagen.

Med byggeloven af 1889 blev der sat grænser, og herefter måtte der kun tilsluttes 2 ovne pr. etage og 12 i alt til et 1x1-stens rør.

Opvarmning ved centralvarme havde eksisteret siden 1880’erne, men kun undtagelsesvis benyttet i boligbyggeriet, og her alene i begrænset omfang i store og bekostelige enfamiliehuse – ”villaer”. Omkring 1930 begyndte centralvarme også at forekomme i etageboligbyggeriet, og ved slutningen af 1940’erne var det standard i langt den største del.

Det var én-strengs anlæg, og radiatorer var alt over vejende placeret bagest i rummene op mod hovedskillevæg.

Den senere almindelige placering af radiatorer langs facade under vinduer forekom kun undtagelsesvis, og to-strengs anlæg hører især til i tiden efter 1960.

Varmerør førtes i begge tilfælde altid lodret og synlige. Først i byggeriet efter 1970 begyndte man den nutidige praksis med vandret fordeling i den enkelte lejlighed, og med rørene placeret mellem dæk og (træ)gulv.

De synlige systemer bestod af smedejernsrør – ”sorte rør”. Sådanne rør blev tidligere fremstillet ved trækning af glødende jernplader gennem et ”trækkehul”, hvorved formen blev nået og sømmen derefter svejset. Denne svejsefuge var rørenes svage led, og i konsekvens heraf udvikledes trækning af sømløse rør.

Med vandret placering af rør under gulv overgik man til brug af først kobberrør, senere rør af plast. Endelig er det sidst i århundredet blevet almindelig at føre rør i rør – såkaldte tomrør.

Brændslet var helt frem til 1950’erne kul eller koks, derefter almindeligvis olie. Fjernvarme leveret i kommunalt regi begyndte først efter 1970. I de meget store bebyggelser i 1960’erne og senere kan man i en vis forstand tale om fjernvarme, på grund af central produktion til de flere tusinde lejligheder.