Landsbyggeloven (National Building Act)

Hvor der nok kunne være grund til en vis skelnen/forskellighed i krav, hvad angår bebyggelsen i form af bygningers størrelse, deres placering indbyrdes og friarealers udformning på landet, i mindre og i større byer, har der ikke været samme grunde i henseende til bygningers indretning, materiale- og konstruktionsvalg.

I 1948 nedsatte det nyoprettede boligministerium derfor et udvalg til udarbejdelse af et så vidt muligt fælles sæt af byggeregler for landet. Undtaget var København og Frederiksberg, og det på trods af at udvalgets kommissorium udtrykkeligt var at tage udgangspunkt i den københavnske lovgivning.

I 1955 forelå udvalgets betænkning, og på det tidspunkt fandtes 67 bygningsvedtægter og 294 bygningsreglementer.

Udkastet til ”Byggelov for købstæderne og landet” svarede i store træk til Københavns byggelov af 1939, hvad angår opbygning og bestemmelsernes omfang, men var naturligt nok afpasset de anderledes administrative og bebyggelsesmæssige forhold. Hvad det sidste angår, indeholdt udkastet yderligere forslag til supplerende bygningsvedtægter alt efter kommunernes størrelse i befolkning, deres art og beliggenhed. Fælles for alle kommuner var så i - lighed med København - et tilknyttet bygningsreglement.

Udkastet til dette reglement fulgte det københavnske fra 1939, ved at have det almindelige (bolig)byggeri som udgangspunkt, for som det hedder: ”Ved affattelsen er det tilstræbt at angive de grundlæggende principper for husbyggeriet ud fra det synspunkt, at disse principper må være gældende for alt byggeri.”

Hertil var udkastet (endnu) mere minutiøst beskrivende, hvad angår materialer, konstruktioner og udførelse, og begrundet i:

”Reglementet er derfor udformet som en udførlig beskrivelse af det traditionelle byggeri, dvs. det almindelige hus, der udføres af mursten, beton, træ og lignende materialer på et gennem lang tid indvundet erfaringsgrundlag.”

Udvalgets medlemmer har selvfølgelig været bevidst om de igangværende store ændringer inden for byggeriet. For at imødekomme kritik i den anledning anførtes videre:

”Den udførlige beskrivelse af det traditionelle byggeri tilsigter ikke en begrænsning af den fulde frihed til at anvende andre byggematerialer og andre byggemetoder, men at skabe et grundlag for de regler, hvorefter disse nye materialer og metoder kan anvendes på betryggende vis.”

5 år senere trådte ”Byggelov for købstæderne og landet af 10. juni 1960” i kraft - i indhold og omfang stort set svarende til udkastet, men lidt anderledes formuleret.

Det var derimod ikke tilfældet for det tilknyttede reglement: ”Bygningsreglement for købstæderne og landet af 1. marts 1961” var, hvad angår tekniske bestemmelser, i vid udstrækning baseret på såkaldte funktionsbaserede krav. Dvs. krav som de kendes fra alle senere bygningsreglementer, opstillet uafhængig af brug af bestemte materialer, konstruktioner eller udførelse, men alene henført til ønskede forhold bestemt ved normer, standarder m.v. En nyskabelse bestod i krav til lydisolering boliger imellem. Endelig også ved krav modulprojektering ved projektering af boligbyggeri til udleje – et krav som først skulle træde i kraft 1964, for at undgå omprojektering og give de projekterende tid til omstilling. Standard for modulregler i byggeriet (grundmodul 1M = 10 cm og planlægningsmodul 3 M) var dog vedtaget allerede i 1958, og siden 1953 havde der eksisteret krav om fast etagehøjde på 28M i boligbyggeri med statslån.

Imidlertid var disse funktionsbasserede krav alt overvejende fastsat med udgangspunkt netop i, hvad der kunne opnås med brug af ”traditionelle” materialer, konstruktioner og udførelse. I så henseende havde byggelovsudvalget af 1948 med sit udkast til reglement fastlagt grundlaget.

I bygningsreglementet var der derfor stadig angivet traditionelt anvendte materialer og udførelser, som uden videre kunne bringes i anvendelse, men der var ikke længere en besværlig dispensationsproces forbundet med brug af andre.

Til gengæld voksede arbejdet med at eftervise opfyldelse af de funktionsbaserede krav ved beregninger af det påregnet udførte, og det samme gjaldt kontrollen heraf. Både i projektering og myndighedsbehandling krævede det en større grad af specialviden.

Hvad der et tiår tidligere i princip kunne håndteres af én person med arkitektfaglig uddannelse og med lidt assistance af ingeniører vedrørende afløb og enkelte konstruktioner, var nu blevet en sag for mange specialister – og et tiår endnu senere ikke nødvendigvis med en arkitekt som den ledende.

Bygningsreglementet fra 1961 (BR-61) var med sine angivelser af umiddelbart genkendelig traditionel udførelse velegnet som grundlag for den største del af (bolig)byggeriet.

Men den stadige strøm af nye materialer og konstruktioner og deres stadig større udbredelse på bekostning af de traditionelle, medførte behov for lignende, mere specifikt beskrivende tilladelser til brug af sådanne. Der indførtes derfor en godkendelsesordning i 1964 for materialer og konstruktioner - de såkaldte MK-godkendelser. I 1978 etableredes en tilsvarende ordning for vand- og afløbsmateriel – VA- godkendelser. Disse ordninger blev i 1991 videreført via EF- direktiv (nu EU-direktiv) i regi af ETA-Danmark.

Der var naturligt nok også fortolknings- og forståelses spørgsmål i forbindelse med en så radikal ændring af lovgivningskravene. Disse behov dækkede ministeriet ved løbende at udsende såkaldte grønne orienteringskort, hvis indhold så indarbejdedes i de følgende reglementer.

Det var fra starten tanken, at bygningsreglementet skulle revideres hvert 5. år, og det skete så med BR-66.

Udover at indarbejde de indvundne erfaringer med det foregående reglement, ændredes en række af de tekniske krav for at skabe overensstemmelse de nordiske lande imellem. Det gjaldt især bestemmelserne om varme- og lydisolering, krav til ventilation og bestemmelser om brandtekniske forhold, hvor begreber som BS-, BD og F-bygningsdele indførtes. Kravenes reelle indhold var dog stort set uændrede.

En væsentlig skærpelse af de konstruktive bestemmelser tilkom med tillæg nr. 3, til ikrafttrædelse 1. marts 1969, det var nye bestemmelser vedr. bygningers stabilitet, forårsaget af en gaseksplosion i et engelsk højhus, som medførte forløbende sammenstyrtning af flere etager.

Ændringerne i BR- 72 var i en grad også af redaktionel karakter, idet SI-systemet indførtes i bestemmelserne. Hertil kom, at de udførlige beskrivelser i kapitel 5 om konstruktive bestemmelser af umiddelbart godkendelige materialer og konstruktioner nu kun omfattede byggeri i op til 2 etager; i alle andre tilfælde henvistes til funktionsbaserede krav, normer og standarder.

BR-77 var i alt væsentligt en videreførelse af det tidligere gældende reglement. Konstruktions- og udførelseseksemplerne blev dog fjernet – men for beboelsesbygninger op til 2 etager kom i stedet en SBI-anvisning, og eksemplerne på brandmæssigt godkendelige udførelser henvistes til et bilag.

1. februar 1979 trådte et tillæg i kraft, som skærpede varmeisoleringsbestemmelserne. Det medførte et behov for mulighederne for officiel anerkendelse af varmeisolerende egenskaber såvel for materialer som for konstruktioner. Boligministeriet, DIF og VIF (Dansk Forening af Fabrikanter af Varmeisoleringsmaterialer) etablerede en prøvnings- og kontrolinstans: Varmeisoleringskontrollen, som trådte i kraft juli 1979.

Med tillæg nr. 16 til BR-77 og videreført derefter, indførtes en del lempelser af mindstekrav ved indretning af boliger i forbindelse med ombygningsarbejder – de såkaldte ”ombygningsbestemmelser” i kap. 4 og 11.

BR-82 indeholdt ikke ændringer af mere betydende karakter udover de nedfor nævnte. Ministeriet var i gang med at forberede et særligt reglement for småhuse, og man ville afvente fremkomsten af dette, inden en større revision blev sat i værk.

Som nyt optrådte imidlertid krav til lydisolation mod trafikstøj og krav til ventilation blev skærpet for etageboligbyggeriet: herefter kunne kun mekaniske udsugningsanlæg bruges.

1985 kom så BR-S 85 (bygningsreglement for småhuse), og de bestemmelser i BR-82, som nu blev indeholdt i dette småhusreglement, ophævedes.

Ved udsendelsen af BR-82 forventedes det stadig, at 5-års takten i revisioner af BR ville holde, men først i 1995 kom et nyt bygningsreglement. Selvom der gik så lang tid, blev der kun udsendt 9 tillæg. Og der var kun tale om mindre ændringer med relevans for boligbyggeriet.

Med tillæg 4 fra april 1985 blev det tilladt under nærmere betingelser at anvende brændbare isoleringsmaterialer og kravet til isoleringsevne af tunge ydervægge skærpedes en smule.

Med tillæg 6 fra april 1986 blev det forbudt, at anvende asbest indendørs i byggeri.

Med udsendelsen af BR-95 var de største ændringer, dels at det ikke længere var et krav at modulprojektere, og dels at der for bygningers varmeisolering indførtes helhedsbetragtninger i form af varmetabsramme, henholdsvis energiramme ved valg af materialer og konstruktioner, dog stadig med et krav om en mindste varmeisoleringsevne af de enkelte bygningsdele.

Det første af i alt 15 tillæg til BR-95 udkom i juli 2000. Ændringerne i medfør af tillæggene beskrives ikke, fordi de finder sted uden for den her anvendte tidsramme.

(I modsætning til den tidligere gældende lovgivning er bygningsreglementerne siden 1961 elektronisk tilgængelige via hjemmesiden: ”bygningsreglement.dk”; også tillæggene til de enkelte reglementer er vist, ligesom der for nogle af reglementerne er medtaget ministeriets cirk. skrivelser vedr. det nye reglement og ændringerne i forhold til det tidligere gældende. Hvad der i øvrigt findes af skrivelser fra ministeriet i forbindelse med de enkelte reglementer, er i relevant udvalg medtaget i biblioteket under overskriften ”Skrivelser vedr. BR-XX”)

København og Frederiksberg var ikke fra starten underlagt denne nye, fælles lovgivning. Hvad angår de byggetekniske bestemmelser i bygningsreglementet, fandt de i praksis anvendelse også her, når der var brug for stillingtagen til ikke beskrevne forhold i disse kommuners ellers gældende bestemmelser.

Denne situation kunne ikke i længden vare ved, og i 1964 nedsatte Boligministeriet derfor et udvalg til revision af byggelovene for København og Frederiksberg, så de så vidt muligt blev enslydende med Landsbyggeloven (og evt. samlet i én lov for de 2 kommuner).

4 år senere måtte udvalget konstatere, at ideen med én lov fælles for begge kommuner ikke lod sig realisere, og af samme administrative grunde som mere end 150 år tidligere. Desuden var de samme administrative, men indbyrdes forskellige forhold afgørende for, at der i øvrigt ikke blev foretaget nogen ændring af de respektive byggelove.

Imidlertid betød nogle revisioner af landsbyggeloven i slutningen af 1960’erne, at Frederiksberg med ganske få undtagebestemmelser af administrativ karakter kunne inddrages under Landsbyggeloven, og med ”Bekendtgørelse af Byggelov af 15. maj 1970” var kun København stadig undtaget. København blev først underlagt den landsdækkende byggelovgivning med ”Bekendtgørelse af Byggelov af 25. oktober 1976” til i krafttrædelse 1. februar 1977.​