Grundtyper (Basic types)

De fleste af de 5 typer har samme planløsning: udgangspunktet er trappe/trapper og køkkener placeret overfor hinanden og til hver side herfra en varierende mængde rum, alle som regel med adgang fra en forstue/korridor. De 2 første typer har adgang til 2 trapper af træ fra hver lejlighed, de 3 sidste har kun adgang til én trappe af beton.

De 4 første typer har alle etageadskillelser, der i princip spænder fra ydervæg til ydervæg og er mellemunderstøttet på en langsgående indvendig væg (hovedskillevæg).

De angivne tidsrum refererer til den toneangivende byggelovgivning – dvs. den Københavnske, og for de to første typers vedkommende vil grænserne uden for København (og Frederiksberg) være mindre eksakte, alt efter den lokalt forekommende byggelovgivning.

Type 1

Den første type er en direkte fortsættelse af bygningen, som den i de tætbyggede byer havde udviklet sig siden 1700-tallet.

Det er en bygning med grundmurede (dvs. massivt murede) ydervægge. Indervægge i normaletager er altovervejende af udmuret bindingsværk og i nederste etage (kælder) af grundmur. Enkelte indervægge i normaletagerne kan være udført som dobbelte bræddevægge.

Etageadskillelser er træbjælkelag, og trapper er af træ.

Taget er dækket med tegl, skifer eller metal båret af en trækonstruktion.

Fundamenter er udført af murværk – evt. med brug af natursten bestemt af lokale forhold.

Denne type er så godt som enerådende i tiden frem til 1890’erne.

Type 2

Den 2. type har også massivt murede ydervægge, men adskiller sig fra den første ved at have hovedskillevæg og vægge omgivende trapper udført massivt murede; det var blevet lovkrav i København 1889 og derefter videreført i de større byer. Øvrige indvendige vægge er altovervejende dobbelte bræddevægge.

Etageadskillelser er bjælkelag, hvor bjælker af træ er erstattet med bjælker af jern i den (mindre) udstrækning, det er påkrævet af konstruktionsmæssige grunde – f.eks. ved bæring af karnapper eller (undtagelsesvis) med udstøbning af beton ved ønske om vandtæthed (under baderum). Egentlige jernbjælkelag i form af kappedæk er ofte brugt som sikring mod fugt eller brand – f.eks. over kældre.

Trapper er af træ.

Tagdækningsmaterialer og –konstruktion er som i første type.

Fundamenter - evt. også kælderydervægge - er af beton støbt på stedet.

Denne type er den mest almindelige frem til starten af 1930’erne, og fra omkring 1920 med baderum i de større lejligheder.

Type 3

Den 3. type har som de foregående massivt murede ydervægge. Vinduerne er ofte større end tidligere, og som noget nyt er de også placeret i og omkring hjørner - der indgår derfor i ydervægge en hel del jernkonstruktioner.

Karnapper er almindeligt forekommende. Det er altaner også og som betingelse for kun at anbringe én trappe.

Indervægge er som tidligere udført af murværk, som dobbelte bræddevægge og som vægge opmuret af cementbaseret plademateriale omkring (de nu sædvanlige) baderum.

Etageadskillelser er bjælkelag med den (store) grad af jernbjælker, der fordres på grund dels af karnap- og altankonstruktioner og dels af baderum.

Enetrapper er udført af præfabrikerede trin og pladsstøbte reposer af beton.

Som tagdækningsmateriale anvendes nu også pap og cementbaserede plader og som regel i forbindelse med en lavere taghældning, men stadig oplagt på en trækonstruktion.

Fundamenter og kælderydervægge (evt. også kælderindervægge) er af beton støbt på stedet.

Type 3 er vidt udbredt i 1930’erne. Den blev gradvis erstattet af den følgende type 4, delvis på grund af krigstidens materialemangel (jern), og ophørte endeligt at blive brugt i det blot lidt højere byggeri ved lovkrav 1950 om udførelse af brandsikre dæk mod tagrum.

Type 4

Den 4. type svarer i store træk til den 3., men med den afgørende forskel, at etageadskillelser er udført i beton – enten som egentlige jernbetonplader støbt på stedet eller som hulstensdæk i én af mange varianter.

Enetrapper af beton med præfabrikerede løb og reposer begynder så småt at forekomme i slutningen af 1940’erne, men betinget af brug af kran.

Tagdækningsmateriale og tagkonstruktion som 3. type.

Fundamenter og kælderydervægge som 3. type.

Denne type begyndte at vinde indpas i 1930’erne og blev derefter den almindeligt anvendte i den del af 1950’ernes byggeri, der ikke var af eksperimenterende karakter.

Type 5

Den sidste type er valgt som den af det præfabrikerede elementbyggeris varianter, der har vist sig at blive den foretrukne.

Bygningens indre (råhuset) er opbygget helt i beton af fabriksfremstillede elementer. Dæk og trapper er båret af indvendige, tværgående vægge, som sammen med en mindre del langsgående også virker stabiliserende. De resterende indervægge er rumhøje plader af letbeton og/eller udført som træskeletkonstruktioner med gipspladebeklædning.

Langsgående ydervægge er hverken bærende eller stabiliserende og i de fleste tilfælde af let konstruktion. Tværgående ydervægge (gavle) er stabiliserende, og enten udført som sandwichkonstruktion eller som de tilsvarende indvendige vægge og derefter beklædt udvendigt.

Dækning med flere lag pap (built-up) muliggør flade – næsten vandrette – tagflader, enten opbygget via varmeisoleringsmateriale eller som en let trækonstruktion direkte på tagdækket. Sådanne tagkonstruktioner vandt en del udbredelse. Ellers var det stadig det rejste, men lavt hældende tag dækket med cementbaserede tagplader eller pap på træunderlag der blev brugt. Falstagsten af beton eller tegl forekommer stadig, men i så fald med større hældning.

3D-modeller

De fem grundtyper er vist som generiske stregmodeller i Galleriet herunder.

Findes også - sammen med en lang række detaljer - som bevægelige 3D-modeller på danskebygningsmodeller.dk