Generelt gældende (Of general relevance)

1800-tallet ud anvendtes her i landet det gamle og siden 1728 fælles gældende målsystem: 1 favn = 3 alen = 6 fod = 72 tommer = 864 linjer.

Med ”Lov om Indførelse af det metriske System for Maal og Vægt” af 4. maj 1907 indførtes det nu gældende, hvorefter 1 alen = 0,6277 meter og 1 tomme = 2,615 centimeter.

Med lov af 8. juni 1912 om ”Omsætning af det metriske System af Maal- og Vægtangivelser efter de hidtil gældende Systemer i bestaaende love m.m.” blev de da gældende byggelove, bygningsvedtægter og –reglementer bekendtgjort med brug af metersystemet.

Hermed ændredes ikke i det reale indhold, men der blev givet mulighed for lokalt at runde talstørrelser af. Det gav sig udslag i mindre forskelle som f.eks. kravet om 4 alen fri højde i beboelsesrum giver direkte omsat kravet 2,5108 cm – i København blev kravet herefter 2,51 cm, mens det på Frederiksberg blev 2,50 cm.

På tværs af alle love, vedtægter og reglementer var udstedelsen af tre landsdækkende sæt af bestemmelser af betydning for den efterfølgende udformning af etageboligbyggeriet. De to sidstnævnte med afgørende virkning. Den første vedrørende lempelser i kravene til murværk og tagkonstruktioner, den anden om trappers antal og udførelse, og den sidste ved krav om brandsikre etageadskillelser. Endelig har også materialesituationen under og efter 2. Verdenskrig haft betydning for byggeriet i denne periode.

Lempede krav

Efter 1. Verdenskrig var der stor og stadig stigende boligmangel i landet. En kommission (Boligkommissionen af 1918) blev nedsat med det formål at fremkomme med forslag til løsninger af dette problem. Blandt de mange foreslåede tiltag i kommissionens betænkning fra 1920 var også konstruktionsmæssige, materiale- og arbejdskraftbesparende tiltag, og forslagene omfattede alt boligbyggeri.

Specielt for etageboligbyggeriet gjaldt det lempelse af kravene til udførelse af murværk og tagkonstruktioner.

Med Justitsministeriets cirkulære af 30. november 1920 blev der så givet mulighed for dispensation fra al ellers gældende lovgivning vedrørende opførelse af beboelsesbygninger med op til 3 boligetager – evt. tagetage inklusive.

Bærende ydervægge i sådanne bygninger kunne herefter opføres med 1½ stens tykkelse i de 2 øverste etager og 2 sten i den følgende samt i kælder, og under forudsætning af at kælderloftet højst var placeret 1 meter over terræn. Der kunne endvidere forventes dispensation til brug af hulmur (med faste bindere) i øverste normaletage.

Tagværker på sådanne bygninger hvor tageetagen indgik som boligareal, kunne tillades udført af svagere tømmer end ellers bestemt, hvis tagdækningen var let – dvs. skifer eller pap. Med brug af tegl ville en sådan dispensation kun kunne forventes på betingelse af ”at Spærene og Hanebjælkerne virksomt understøttes, f.eks. ved solide Bræddevægge, hvorved Tømmerets faktiske Fritliggende paa en vis Maade indskrænkes, dog at der ikke ved Fastsættelsen af Fritliggendet maa regnes med saadanne Understøtninger”.

Året efter – med Justitsministeriets cirkulære af 30. april 1921 – suppleredes med yderligere mulighed for dispensation fra krav til dimension af facademure ved boligbyggeri med op til 5 beboelseslag og uden indretning af lejligheder i tagetagen.

Bærende ydervægge i bygninger som beskrevet, kunne herefter forventes tilladt opført med 1½ stens tykkelse i de to øverste etager, 2 sten i det følgende etagepar og 2½ sten i stueetage og kælder. Betingelserne var at kælderloftet var placeret højst 60 cm over terræn, og at muråbninger maksimalt udgjorde 5/8 af facadelængden. Endelig også at 1½ stens muren ikke blev svækket ved brug af gennemgående murlægte af træ, men at der blev anvendt profiljern hertil eller aflægning på klodser af hårdt træ.

Hertil var så opstillet krav til mindste pillebredde, maksimal størrelse af husdybde, etagehøjde, højde af gesims, taghældning og afstand mellem tværgående og støttende skillevægge. Det var krav, som alle normalt ville være opfyldt i det almindelige etageboligbyggeri.

Endelig blev disse 2 cirkulærer sammenskrevet i Justitsministeriets cirkulære af 9. februar 1924, uden at der forekom ændringer i de beskrevne forhold for etageboligbyggeriet. Ændringerne bestod i andre forhold knyttet til det lave byggeri i form af fritliggende bygninger eller rækkehuse.

Senere igen med cirkulære af 22. januar 1929 – denne gang i regi af Indenrigsministeriet (som byggeri siden april måned 1924 havde været ministerium for) – gentaget i stort set uændret form hvad angår etageboligbyggeri.

De første tre cirkulærer indeholder vendingen ”at der indtil videre vil kunne forventes meddelt følgende Dispensationer fra Bygningslovgivningen”. Det sidste cirkulære havde en tidsbegrænsning til byggeri påbegyndt inden 1. april 1933.

Trappers antal

Krav om adgang til to trapper udført af træ fra alle beboelseslejligheder havde eksisteret helt fra den første københavnske byggelov af 1856. Først med byggeloven af 1889 blevet udtrykt så klart, at kravet faktisk kunne leve op til formålet.

I samtlige københavnske byggelove og i de afledte vedtægter og reglementer for byer rundt om i landet havde bygningsmyndigheden mulighed for at give dispensation til byggerier af mindre omfang (op til 3 etagers højde). Det blev benyttet stedvis, eksempelvis også i København ved opførelsen af arbejderboliger som ”Kartoffelrækkerne”; senere også i bebyggelser som ”Blidah Park”, hvor det er tilfældet i enkelte af bygningerne.

Som en anden af løsningerne på besparelsesmuligheder ved lempede krav til bygningers indretning og konstruktion fremkom forslag om brug af brandfri trapper, og i så fald kun adgang til én sådan fra hver lejlighed. Herved ville spares areal, mindre brug af materialer og arbejdskraft og som resultat flere boliger.

Med baggrund heri blev der med Indenrigsministeriets cirkulære af 22. januar 1929 givet generel dispensationsmulighed fra 2-trappe kravet.

Det kom også til at gælde for højere bygninger med kun én trappe ved samtidig anbringelse af (rednings)altaner for hver lejlighed. Enten til begge sider af bygningen eller kun den ene evt. udført gennemgående og fælles for flere lejligheder afhængig af om trappen var ført i kælder eller ej.

Denne mulighed blev udnyttet i vid udstrækning og kom til at sætte sit særlige præg på 1930’ernes såvel som det senere etageboligbyggeri.

Ideen med én brandfri trappe i (etage)boligbyggeri var ikke ny, men kun prøvet i praksis i ét tilfælde før – og det var på Frederiksberg i 1906, hvor ”Forsøgshusene” på Mariendalsvej var blevet opført. I dette 5-etages byggeri var der endog adgang til 4 lejligheder fra samme trappe opbygget af sten og omgivet af 1-stens murværk. Lejlighederne var desuden forsynet med altan – altaner som fra etage til etage var forskudt for hinanden, så man i tilfælde af flugt kunne lade sig dumpe fra altan til altan, og således nå terræn uden brug af trappen.

Materialemangel og rationering

Anden Verdenskrig og tiden efter medførte materialemangel og i mange tilfælde også rationering. Det gav anledning til, at en del tidligere anvendte materialer og konstruktioner igen blev taget i anvendelse. Især brug af jern blev rationeret. I bjælkelag i almindelighed blev jern kun tilladt brugt, hvor det var absolut nødvendigt - dvs. i forbindelse med baderum - og ved overdækning af vindueshuller, blev det igen aktuelt at anvende murede buer/stik og bagvedliggende planker. Brug af jern i beton og hulstensdæk blev i almindelighed søgt minimeret, eller sådanne konstruktioner fravalgtes - jf. efterfølgende om brandsikre etageadskillelser.

I HFB 10, 1942 Findes beskrivelser af denne situation - se artiklerne: "Materialesituationen og byggeriet".

Brandsikre etageadskillelser

I 1938 blev med Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 11. august krævet brug af brandsikre dæk (dvs. jernbeton) i tagetagen ved boligbyggeri med mere end 3 etager. Men knapt 3 år senere blev dette krav midlertidigt ophævet med bekendtgørelse af 28. juni 1941, og grunden hertil var mangel på jern. Kravet blev først igen indført og i øvrigt udbygget med lov af 27. maj 1950. Herefter gjaldt kravet etageadskillelser over kælder ved alt boligbyggeri på over 2 etager eller for mere end 2 familier. For bygninger på 3 etager eller derover skulle desuden etageadskillelsen over øverste etage udføres brandsikker, og for bygninger på 4 etager eller mere gjaldt kravet alle etageadskillelser.

Som brandsikre konstruktioner regnedes først og fremmest jernbeton, men også de fleste af de hulstensdæk der fandtes på markedet - lige som det også gjaldt senere tilkomne.