Teknisk udvikling (Technological development)

Sammenlignet med tiden før 1850 er der tale om langt flere egentlige nyskabelser i både produkter og produktionsgange, og mange af dem fremkom dels i tiden i tiden op til 1900 og dels i starten af sidste halvdel af 1900-tallet.

Det blev f.eks. langt billigere at fremstille mursten af tegl. Der blev indført kontinuerligt virkende ovne og maskinel fremstilling af de rå sten.

Med opfindelsen af Bessermerprocessen og den senere Siemens-Martinproces blev fremstillingen af jern (stål) ligeledes mere effektiv. Der fremkom enklere metoder til valsning af jernbjælker og det samlede resultat var en billiggørelse.

Produktion af den kunstigt fremstillede Portland cement blev forbedret og effektiviseret med indførelsen af rotérovne ved brændingen.

Inden for glasindustrien overgik man til industriel produktion af planglas ved trækning, hvor man tidligere havde benyttet en overvejende håndværksmæssig fremstilling ved blæsning, efterfølgende opskæring og udslyngning af glaskolber til cirkulære plader.

Nu til dags fremstilles planglas ved den såkaldte ”float-proces”, hvor den flydende glasmasse afkøles/stivner løbende over store kar med flydende tin; tykkelsen af glasset bestemmes ved den hastighed hvormed glasmassen fremføres: jo hurtigere, desto tyndere.

Vore dages almindeligste husinstallationer kom også til – først med anlæg af vand-, senere gas- og sidst elektricitetsværker.

(En mere udtømmende beskrivelse af perioden frem til de første årtier af 1900-tallet findes i ”Københavnsk etageboligbyggeri. En byggeteknisk undersøgelse” fra 1983, som på trods af sin geografiske afgrænsning, også i vid udstrækning gælder for de større byer i landet)

I den første halvdel af 1900-tallet var der overordnet set mest tale om forbedring og effektivisering af allerede eksisterende produkter og produktionsgange - i øvrigt hjulpet godt på vej af den nye energikilde olie.

De to store, omfattende krige brød på mange måder med traditionelle fremstillingsmetoder, og de affødte virkninger heraf havde en betydelig afsmitning på det civile samfund.

Udviklingen af produkter og produktionsgange indvirkede også på almindelig husbygning, men det foregik i et langsomt tempo. Det gælder især etageboligbyggeriet, og først i 1930’erne begyndte mere afgørende ændringer at finde sted.

Denne overordnede og uhyre kortfattede beskrivelse af de første 100 år skal selvfølgelig ses i lyset af nutidens byggeskik. Samtiden har næppe haft samme opfattelse, som det fremgår af den tids litteratur, som ikke blot tog sigte på undervisning i almindelig husbygning, men også den mere specialiserede faglitteratur.

Med slutningen af 1940’erne startede et par årtier, hvor forandringer for alvor begyndte at forekomme, ikke bare hurtigt efter hinanden, men samtidig. Modsat tidligere var der nu tale om i udpræget grad at eksperimentere med både eksisterende og nye materialer og konstruktioner, såvel som med indretning og udførelse af etageboligbyggeri.

Hastigheden i denne proces blev understøttet på mange forskellige måder. Først og fremmest oprettedes i 1947 et selvstændigt ministerium: Boligministeriet, samme år startede Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) sit virke og i årene efter begyndte arbejdet med udformningen af en byggelovgivning fælles for hele landet, som dog først blev til lov i 1961 – og i første omgang ikke gældende for Frederiksberg og København.

I 1953 udsendtes cirkulære om fortrinsstilling af ”utraditionelt byggeri”, forstået som krav om omfang af murerarbejdskraft på kun 15% af det ellers normale.

Samme år indførtes krav om faste etagehøjder på 280 cm i forbindelse med statslån til boligbyggeri, og i 1958 indførtes standard for modulregler i byggeriet med 1M (10 cm) som grundmodul og 3M (30 cm) som planlægningsmodul. Disse modulstandarder blev i 1964 krævet lagt til grund for projektering af statsstøttet boligbyggeri.

En rent praktisk/økonomisk foranstaltning som Byggeriets Maskinstationer (BMS) blev oprettet i 1953, helt enkelt for at servicere byggeriet med det nye materiel, som ellers ville have været økonomisk uoverkommeligt i anskaffelse for de enkelte firmaer.

1954 tilkom - og 4 år frem fungerede - en ”efteruddannelsesordning” med rationaliseringskonsulenter, som hjælp til byggeriets parter i den forestående ændring indenfor (bolig)byggeriet. I forbindelse med udsendelsen af BR-61 fremkom endnu et (2-årigt) efteruddannelsesinitiativ: en konsulentordning med det ene formål at undervise og rådgive i modulprojektering.

Endelig blev der i 1960 lagt et økonomisk fundament i form af et særligt støttet byggeprogram omfattende 7.500 boliger, og som første resultat heraf igangsattes Ballerup- og Gladsaxe-planerne i 1962 med sammenlagt ca. 3.500 boliger.

I løbet af 1960’erne blev det klart, at de ændrede forhold ved byggeri med nye metoder og i stor skala også måtte give anledning til opmærksomhed på styring af økonomi og tid, og i 1968 indførtes ”fast pris og tidordningen” ved statsstøttet byggeri (og anlægsarbejde).

De mange nye materialer, konstruktioner og samarbejdsformer der var taget i brug siden 1950’erne, havde i modsætning til det tidligere byggeri selvfølgelig langt fra den samme, gennem flere århundreder samlede erfaring at trække på. Det medførte mange efterfølgende reparationer og ombygninger i årtierne efter, og med den størrelse de enkelte byggerier havde, var finansieringen problematisk.

I 1986 oprettedes derfor en byggeskadefond for det statsstøttede boligbyggeri, og for at undgå tilsvarende problemer fremover indførtes samme år en kvalitetssikrings- og ansvarsreform. Tilsvarende forhold for byggerier under byfornyelsesloven indførtes 1990.

(En langt grundigere, men letlæst beskrivelse af denne udvikling findes i Sven Bertelsens bog: ”Bellahøj, Ballerup, Brøndby Strand” udgivet i 1997 i anledning af SBI’s 50 års jubilæum)

Årene frem til 1970’erne, begynder ellers at være så meget ”historie”, at mange i dag måske også ser denne tid i samme lys som de foregående 100 år. Men situationen efter 1960’erne var helt ændret, og hvad angår det almindelige etageboligbyggeri som det udføres i dag, har de sidste årtier af 1900 tallet i praksis stort set kun medført brug af større og specielt fremstillede komponenter, mere maskinel og mindre indsats af arbejdskraft på byggepladsen.

I princippet udføres etageboligbyggeri i dag generelt som ved indgangen til 1970’erne, dog med en stadig stigende grad af opfyldelse af voksende krav til komfort og hensyn til begrænsning af ressourceforbrug.

Men hvor 1960’ernes byggeri udgik fra en standardisering af råhuset, til en vis grad også af de kompletterende dele og dets inventar, kan man i højere grad beskrive nutidens som en tilbagegang til det individualiserede byggeri, uden at det har medført en egentlig stigning i videreudvikling.

Beskrivelsen af denne seneste udvikling er for nogle måske så nær på, at den kan synes endog meget forenklet.​