Installationer (Utilities)

Den installationsmæssige standard og de forbundne indgreb er der rigelig statistisk dokumentation for.

Ved udgangen af 1900-tallet var det samlede antal boliger (enfamiliehuse, række-, kæde og dobbelthuse samt etagelejligheder) 2.453.000, heraf 974.000 i etagebyggeri.

Af de 974.000 etageboliger havde 858.000 toilet, centralvarme og bad (88 %), 70.000 havde toilet og centralvarme (7 %), 10.000 kun toilet (1 %) og de sidste 35.000 var stadig uden nogen af disse installationer eller angivet som ”uoplyst”.

Af disse boliger var 103.000 opført før år 1900, og i dette tal indgår altså også boliger i bygninger opført før 1850. (Tallet er heller ikke udtryk for mængden af etageboliger år 1900 – alene i København var der dette år op mod 100.000, men dels er en hel del bygninger revet ned, og dels er lejligheder lagt sammen eller overgået til andet formål. En sådan samlet statistik findes ikke.)

Man kan stort set gå ud fra, at kun et (meget lille) mindretal af etageboliger opført før år 1900, oprindelig har været forsynet med nogen af de nævnte installationer.

Det statistiske materiale vedrørende sanitære installationsforhold omfatter ikke køkkener. I denne sammenhæng bør nævnes, at installation af brugsvand i køkkener havde været standard i boligbyggeriet i de fleste større byer siden 1850’erne.

Afløb fra køkkenvask var dog almindeligt forekommende endnu tidligere, men det var ført udvendigt og gerne tilsluttet tagnedløb. Til de forbedrede installationsforhold må derfor medregnes opsætning af indvendige køkkenfaldstammer begyndende i 1890’erne.

Fra 1900-tallets start var toilet (wc som regel uden håndvask) så godt som standard i nybyggeriet i byerne.

132.000 boliger i etageejendomme var opført i perioden 1900-1919.

Centralvarme begyndte at forekomme i 1920’erne, og var almindeligt udbredt i slutningen af 1930’erne, men så sent som i slutningen af 1950’erne blev der stadig rundt om i de mindre bysamfund opført boligbyggeri med kakkelovnsopvarmning.

Baderum begyndte at forekomme mere almindeligt omkring 1930, og var i slutningen af 1930’erne standard – i minimaludgaven blot som afløb i gulvets terrazzobelægning i toiletrummet og med mulighed for opsætning af bruser evt. forsynet med varmt vand fra gasvandvarmer.

189.000 boliger i etageejendomme var fra perioden 1920-1939.

Endelig bør også nævnes, at installation af (koge)gas og elektricitet er forekommet løbende i den eksisterende boligmasse siden slutningen af 1800-tallet.

Nybyggeriet af boliger efter 1940 har i almindelighed således fra starten haft den installationsmæssige standard, vi regner for minimum i dag.

Af det samlede antal boliger er det altså i den del, der er opført før 1940, man skal påregne at en eller flere af de nævnte installationer, er kommet til efter opførelsen. Det drejer sig samlet set om 424.000 i etageejendomme.

I perioden fra 1940 til 1969 opførtes 323.000 etageboliger, heraf de 186.000 frem til 1960 og resten – 137.000 – i tiåret efter. Herefter stagnerede etageboligbyggeriet, og byggeriet af boliger blev altovervejende énfamiliehuse, men også det nye ”tæt-lave” boligbyggeri tog sin del. I de sidste 3 årtier af århundredet opførtes kun 227.000 etageboliger.

Der findes ikke umiddelbart tilgængeligt statistisk materiale om antallet af sammenlagte boliger eller forøgelse af eksisterendes lejlighedsstørrelse ved inddragelse af areal i tagetager. Det samme gælder opgørelser over (radikale) ændringer af lejligheders udformning, udover hvad der indirekte fremgår af de bygningsændringer, der er forbundet med hævningen af installationsstandarden ved indretning af wc- og baderum.